Det er præcis en uge siden i dag.

Et tordenbrag højere end noget jeg nogensinde har hørt, vækker mig ved 2-tiden om natten. Jeg er gennemblødt af sved og har en forfærdelig mavepine. Måske var det fluerne i min kaffe, eller de rå fisk, eller det lidt for gamle æg jeg fik i går. Jeg er i hvert fald ikke rask.

Miquel, familiens yngste søn græder, så hans mor tænder olielampen. Hytten er svagt oplyst, men nok til at jeg kan se to store behårede edderkopper kravle over loftet. Jeg vender mig om på siden og trods mavesmerter lykkes det mig at falde i søvn igen. Men der går ikke mere end time før jeg vågner igen. Min far ligger og spjætter og stønner i hængekøjen ved siden af min seng. Jeg prøver at tænde min lommelygte, men den virker ikke. Min mave kramper, men hvis ikke min lygte virker, kan jeg ikke finde ud til toilettet og tjekke for slanger før jeg sætter mig. Jeg falder i søvn igen og sover lige indtil nogen sniger sig ind i huset. Da jeg åbner øjnene står en mand fra landsbyen lige over mig med en machette i hånden, og han ser ikke glad ud. Lige som svinger machetten vågner jeg med et spjæt og sætter mig op i sengen.

Den slidte, skrattende radio spiller orgelmusik og min mor står og klapper tortillas. Børnene leger med en lille kylling, der er løbet ind i huset og min far ligger trygt og gynger i hængekøjen. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvor meget af det der skete i nat jeg har drømt, men jeg har stadig vanvittig ondt i maven. Og alligevel må jeg drikke det halvlunke grumsede vand med sukker, de kalder kaffe, som Esperanza -moderen i huset serverer for mig. Jeg prøver ikke at kigge ned i koppen, da jeg sluger indholdet i koppen og så spæner jeg ellers ud i det lille skur, de kalder toilet. Og her sidder jeg så fint mens den yngste datter kigger på gennem rillerne mellem bambuspindene. Det har jeg nu vænnet mig til. Alle kigger spændt på når jeg klæder mig af og på, når jeg nøgenbader i floden eller når jeg hiver noget nyt op af tasken. For vi er fremmede for hinanden og ikke mindst for landsbyen er vi god underholdning. Måske endda mere end vi er til gavn. Sådan virker det i ny og næ.

Og som vi vader ad smalle mudrede stier med machetter for at samle majs for dem på marker, der er så ujævne og skrå at man skulle tro det var umuligt at gro noget på dem, bliver jeg pludselig i tvivl om hvad vi laver her.

Her i en landsby, hvor de ikke taler spansk, men Q"ekchi og jo egentlig klarer sig godt, trods de bor i hytter, bygget af træ med tage af palmeplade og arbejder mange timer om dagen for at forsørge deres store familier, der bor side om side i flere generationer. For vi kan jo ikke noget. Vi kan ikke bære de sække som hver mand fylder med 150kg. majs hver dag. Vi kan dårligt gå på deres stier uden at skvatte og når vi kommer hjem efter 5-6 timer i marken er det med held vi ikke besvimer af udmattelse.

Men vi lever og gør det bedste vi kan for at hjælpe hver familie i landsbyen eller med at stable projekter på benene. I går underviste Herdis og jeg børnene i byens skole i Geografi og om aftenen hjælper jeg mine børn med spansk og så hjælper de mig med at lære Q"ekChi. Der er gået rutine i hverdagen her og det er da heller ikke svært at få tiden til at gå, men jeg er blevet skeptisk overfor formålet med besøget og har det til tider en smule ambivalent med at være her. Forleden efter en cermoni under det halvtag, de kalder kirken, udtrykte de da også deres taknemmelighed for vores interesse i landsbyen og besøget, der i alt strækker sig over 5 uger.

Nu vil jeg i mellemtiden nyde de sidste 2 timer i byen før jeg skal tilbage. Jeg vender tilbage i næste uge med nye billeder og en lille overaskelse her på siden...

Håber i trives derhjemme! Og husk at kigge forbi gæstebogen!