SAN PEDRO, 18. november 2006
Jeg har sat mig ind på en bar, for at nyde en kold øl. Jeg kunne bestille den på spansk, men det ville bartenderen ikke fatte, for han er ikke herfra. Han er en af dem. En til af de backpackere, der kun kender den pæne del af Guatemala. Så jeg prøver på engelsk.

Det er ikke til at beskrive. Selv indianerne her taler engelsk. Her er turister overalt! Hippie-turister, for hvem Lonely Planet er en bibel og som føler sig i et med befolkningen, når de køber og går rundt i deres traditionelle klæder. "Comooo eeestas amiigoo?" kan man høre amerikanere forsøge sig overfor en bartender, der ikke engang forstår spansk. Det er pinligt, så pinligt at man får lyst til at knalde en stegepande i kraniet på hver og en af de idioter, der tror, at "Det her er Guatemala", bliver her tre uger og tager tilbage til California, og fortæller deres venner, at de vel nok rigtig har fået en på opleveren, da de pruttede om prisen på markedet, besteg en vulkan eller prøvede at klappe en tortilla.
Spørgsmålet er om jeg er bedre end dem, fordi jeg tilfældigvis rejser med en organisation, har sat mig ind i jordkonflikterne og boet med indianerne en måneds tid. Jeg føler mig nu bedre. Bedre end ham idioten, der insisterer på at tale spansk med de andre englændere, selvom han kun har studeret i et par timer og dårligt kan formulere en sætning. Bedre en ham idioten, der har ladet sit fedtede hår gro og ikke går i bad, for bare at lugte af menneske og være i et med naturen, mens han forgæves forsøger at efterligne de indfødtes håndtryk, når han hilser på fattige gadesælgere. 
Selvfølgelig er jeg bedre end dem. Jeg er indianer nu.

Det er helvede og paradis på et og samme sted. I en charmerende solskinsby ved kysten til søen Lago Atìtlan. Jeg elsker det og jeg hader det.

Jeg elsker det fordi jeg ikke bliver gloet på, fordi barerne laver internationale retter af høj kvalitet, som man kan spise sig mæt i for under 30 DKK. Jeg elsker det fordi jeg kan være ligeglad og gøre som det passer mig. Jeg kan ligge på stranden i flere timer og vade rundt til langt ud på natten uden bekymringer. Det er en uge i paradis for den slags turister. For mig er det en uge revet ud af kalenderen. Ligesom 1. januar, hvor man vågner ved 5tiden om eftermiddagen, går hen og køber pizza og går hjem igen og sover. Den er der ikke. Den dag er ikke-ekstisterende. Sådan er det. Det her er bare en mellemstation.
Men så hader jeg det, fordi der er noget ulækkert over den slags turister, der tager på solskinsferie i den pæne del af et land i opløsning og lukker øjnene for realiteterne. Det er et ambivalent forhold. Og jeg ved, at jeg ikke er bedre end nogle af dem. Jeg er forandret, der er sket noget med mig. Men for bare to måneder siden var jeg ikke spor anderledes end dem.

Det er svært at blive backpacker igen. Pludselig er man ikke "en af dem". Jeg ved noget, som de ikke ved og af en eller anden grund, virker det mere rigtigt at rejse, som vi gør.
Og så alligevel, kan jeg ikke lade være med at lade mig drage af det. Hyggelige barer, lange timer i kajak på søen og friskpresset juice til en femmer.
I skal forestille Jer et forstørret Christania på den anden side af jorden, placeret ved en sø, omgivet af vulkaner. Man må elske det lidt, selvom det ikke er Guatemala.

Sprogskolens standarder ligger langt under vores skole i Xela. Tilsyneladende er der to slags lærere; De der bryder sig om deres arbejde og kan lide, at lære fra sig og så er der dem, der kun gør det for pengene og måske hellere burde sidde bag en kasse i supermarkedet. For det er demotiverende at sidde med en lærer, der hører musik på sin MP3 mens du har undervisning eller at blive spurgt om de samme spørgsmål 12 gange, fordi han ikke hører efter når du taler, men er mere optaget af hvad klokken er eller om dine bryster ændre form, hvis han kigger længe nok på dem. Lige på det punkt kan jeg prise mig lykkelig over ikke at være pige.
Min lærer gider ikke mig og jeg gider ikke hende. Ligesom jeg ikke gider tale spansk med min nye familie. Jeg har prøvet det, jeg har været der før og der skal mere til at imponere mig denne gang.
Så jeg engagere mig ikke skolen og bruger ikke tid med min familie. Det her er blot en mellemstation. En uge revet ud af kalenderen, hvor man kan feste til den lyse morgen med svenskerne, der er kommet i Guatemala i seks år, men kun har set Antigua, Livingston og San Pedro, hippien med aben og den høje hat, der laver smykker med fødderne eller den skæve amerikaner, der danser rundt om sig selv ved erkendelsen af, at det her er lykken. Det her er livet. Og det er det måske. Men det er ikke Guatemala, som jeg kender det. Det var ikke derfor jeg kom, blot et stop på vejen.

Jeg tager en tår af min øl. Mine tanker falder tilbage på afskeden med bønderne i landsbyen. Da de græd, hver og en. Edgar, der havde sagt til Herdis, at når hun var væk, havde han kun sin radio og Wilma, der dansede rundt i hytten, da jeg spillede Beatles for hende, en halv time før jeg tog afsted. Så tænker jeg på 17årige Felipe, jeg mødte i Guatemala City og hans far, der ikke vil forære ham en bil. På sushirestauranten i Cuatro Grados Norte og aftenerne på Hotel Fenix.
Jeg ved ikke om jeg er glad eller ked af det lige nu. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvad jeg laver. Men det er måske sådan det føles. At være sat på pause.
Hvis bare jeg kunne slukke for mine tanker. Blive ligeglad igen. Nyde resten af min øl og bestille en til uden at blive irriteret på bartenderen. Jeg tager en tår til.
Den smager nu meget godt. En kold Victoria. Der er andre gode øl, men Victoria og jeg er venner nu, vi stoler på hinanden. Jeg ved hvad jeg får og hun ved at jeg ikke går uden at have tømt hende med stor fornøjelse. Det er enkelt. Og så længe det varer, må jeg prøve at nyde det.