Xela, 28. november 2006

Jeg kan ikke blive i Xela. Ligesom du og jeg er kede af, at jeg skal rejse, så bliver min familie og mine venner kede af, hvis ikke jeg kommer tilbage. Mit land ligger langt herfra, det er en anden verden, men det er der, jeg hører til og derfor bliver jeg nødt til at tage afsted.
Vi sidder på husets tag, Nereida og jeg. Det var her det hele startede, den gang i september.

Fausto hentede mig på sin motorcykel og vi kørte op til huset. Jeg blev introduceret for familien, som snakkede løs og jeg forstod intet. En gang i mellem kunne jeg genkende et ord, men mest af alt havde jeg lyst til at skynde mig op på mit værelse og lukke døren, for først at vende tilbage til middagsmaden. Så det gjorde jeg et øjeblik efter.
Til middag fik vi noget traditionelt guatemalansk mad, bønner, spejlæg og tomater. Jeg prøvede at blive hurtigt færdig og holde munden fuld, så de ikke ville spørge om for meget og dermed opdage hvor ringe mit spanske var.
Samme aften sad jeg på taget og så solen gå ned bag en af de fire vulkaner, der omgiver byen.
I takt med at mit spanske faldt på plads, forbedredes komunikationen med min familie og ikke mindst Nereida, Susis datter, Faustos barnebarn. Vi kunne lege uden at tale. Det var enkelt. Først dansede hun gennem stuen og så skulle jeg bare gøre efter. Eller også kunne vi farvelægge tegningerne i hendes malebog. Det var enkelt. Og selv om mit spanske langt fra var optimalt, så forstod vi hinanden.
I løbet af tre uger blev vi som bror og søster. Desværre, til min ærgelse, lå hun i sin seng og sov, den morgen jeg sagde farvel til familien og drog afsted mod landsbyen.
Nu er jeg tilbage. Tilbage hvor det hele startede, i Xela.

Nereida kigger længe på mig og siger så: Ses vi så aldrig igen?
Jeg lover, at hvis jeg nogensinde kommer tilbage til Guatemala, så kommer jeg og besøger hende.
Men hvis jeg kommer tilbage, så går der lang tid. Det ved jeg med mig selv. For jeg føler mig allerede mættet af de mange indtryk landet har bragt mig op til nu.
Om få uger er jeg på vej til Honduras. Noget nyt begynder. Det er selvsagt. Enhver slutning bringer en ny begyndelse. Nu handler det bare om at afslutte min første del af rejsen på en ordentlig måde. Lange gåture i gader og stræder. Cafevisit og gensyn med gamle bekendte.

Om dagen, mens Herdis arbejder på en nærliggende Comedor, går Katrine og jeg i genbrugsbutikker. Nogle gange går vi bare, uden noget særligt mål. Vi finder et hus til salg. Hus er måske en underdrivelse. Det er stort, rigtigt stort, med have og små springvand. Man ville kunne indrette et hotel der. Herdis kunne lave et spisested. Vi ville aldrig behøve at vende tilbage.
Om aftenen laver Herdis en himmelsk rissengrød. Vi nyder den med stearinlys i køkkenet på vores hostel. Så drager vi mod La Luna og drikker kaffe til lyden af guitaristen, der spiller i hjørnet.

Det er som at vende hjem igen. Som alt og alle blot har ventet på, at vi kom tilbage. Intet har forandret sig. Bartenderne er de samme, guitaristen er den samme og hvis det ikke havde var for kulden, kunne det lige så godt have været en aften i september. 
Jeg tager en dyb indånding. Præcis som man gør, når man træder ud af Københavns lufthavn til duften af våd asfalt. Velkommen hjem tænker jeg for mig selv. Jeg er fuld af begejstring. At træde ind på La Luna igen, var som at åbne døren til sit værelse ved hjemkomsten fra en længere rejse. Hej! havde jeg udbrudt til guitaristen, som var det min mor, der var kommet for at hente mig i lufthavnen. Hvis ikke han havde kigget underligt på mig, havde jeg måske oven i købet givet ham et kram.

Det er november. Om få uger udløber mit visum og jeg må nødvendigvis forlade landet. Nogen venter på mig og hvis jeg ikke dukker op, bliver de kede af det, som jeg havde forklaret Nereida tidligere.

Jeg burde pakke min taske og tage til Livingston eller Tikal, for at vandre i junglen og se på pyramider. Men jeg gider ikke. Jeg er jo lige kommet hjem.

Guitaristen spiller Girl from Ipanema. Jeg tænker på min veninde Asta og hvordan vi kunne synge den sang om og om igen. En dag havde vi sat os på strøget med en discman i ørene. Og mens vi sad der og sang, kom et bøssepar forbi, tømte deres lommer for alle de småpenge, der måtte være og gav dem til os mens de roste os til skyerne. De har nok været fulde. Men det var vi vist også.

Her sidder jeg, med Herdis og Katrine. Vi har kendt hinanden i 3 måneders tid. Om få uger drager vi hvert til sit. Vi skal nok komme til at se hinanden igen men det her er utvivlsomt en afsked. Også dem må jeg sige farvel til.
I mellemtiden nyder jeg, at være tilbage i trygge rammer. I en by jeg kender, på en cafe jeg kender med en guitarist, som... Jeg kender i hvert fald ham. Og det er godt nok.

Vi bliver til cafeen lukker og betaler for vores drikkevarer. På vej ud nikker jeg til guitaristen. Denne gang kigger han på mig og nikker. Farvel, siger han.