ANTIGUA, GUATEMALA - 22. februar 2007

1. En billig pastaret og et par drinks på en bar. Nu er der musik og vi danser, hævet over alle de andre. Jeg har lige talt med en uinteressant pige om så godt som ingenting. Neeeej, du har arbejdet på et børnehjem. Hvor spændende!
Ja og hold nu kæft! Ny drink. En fyr fortæller mig, at jeg skal tage min hat af, så det gør jeg, fortsætter forbi ham og tager den på igen. Musik. Dans. Måske en ud af 20 af de her piger er kønne og de har alle sammen kærester. Store pumpede fyre i stramme bluser. Ølene er dyre, musikken er dårlig og jeg er ved at løbe tør for grunde til at blive her meget længere. En enkel dans på podiet, så smutter vi.

Nu går vi op og gør os selv til grin foran alle de her tosser. Vi danser tæt, med hvem er ikke til at sige. Her er alt for proppet til at man kan folde sig ud. Danse amok, som forældre til en nytårsfest. Jeg gør tegn til Danny, hopper ned fra podiet og forlader dansegulvet. Jeg går på toilettet, tror jeg. Møder Emil der fortæller, at Danny er faldet. Den er helt gal. Kan du ikke købe noget vand? Og det kan jeg naturligvis godt, men bartenderen vil have 20 fucking quetzales for det og hvor slemt kan han også have slået sig. Nej tak, jeg skal ikke have noget alligevel!

Jeg finder Danny ved udgangen. Omringet af mennesker. Hvad så min ven, hvad har du nu lavet? Men han svarer ikke. Han skal have noget vand, fortæller en pumpet fyr i en alt for stram bluse mig. Og det ser sådan ud. Jeg køber den åndsvage vand og løber tilbage ud til Danny med den. Sætter mig foran ham og beder ham tage en tår og fortælle mig hvad der er sket.

Han faldt. Han dansede sammen med mig på podiet. Jeg hoppede ned og gik på toilettet. Han fik et skub i siden og fik overbalance. Han faldt og nu er hans fod hævet.

Brandmænd, fem af dem. De klipper hans sok af og lægger ham op på en båre. Nogle griner omkring os, de fleste glor bare. Så kører vi væk i en ambulance. Udrykning. Vejen er ujævn. Danny bider tænderne sammen. Jeg holder fast om det kors jeg har hængende om halsen.

Hvis der er en gud og den gud er dig, så sørg for at min vens fod ikke er brækket!
Jeg tror jo ikke engang. Det har jeg gjort klart for mig selv for lang tid siden. Men lige nu ville jeg ønske, at der var en jeg kunne bede til. Det er situationer som disse, at vi føler os alene.

Men den er ikke brækket. Det kunne en meget yndig sygeplejerske fortælle os. Det er bare en forstuning, men foden skal holdes i ro de næste par dage.

2. Vågen. Hovedpine. Bader i varmt vand. Laver havregrød. Vækker Danny, der faldt i søvn med alt tøjet på. Godmorgen! Vi spiser. Jeg griner lidt over Dannys uheld, først løgndetektoren i Houston, så den forsinkede baggage og nu den forstuede fod. Men Danny griner ikke, hans fod gør stadig ondt og det ser ud til, at vi ikke kommer til Mexico forløbig.

Jeg prøver at samle tankerne. Sorterer drømme fra virkelige hændelser.

Vi tog afsted fra børnehjemmet den 7. februar. Så besøgte vi et slumkvarter i Suyapa. Vi mødte Thomas og Mathias. To danskere der har arbejdet med gadebørn i fire måneder. De viste os rundt, vi så solen gå ned fra en bakketop. Næste dag tog vi afsted mod Omoa, en by ved kysten. Vi blev budt på drinks af et amerikansk ægtepar, der var på vej til Guatemala, for at observere et projekt i en indianerlandsby.
Næste dag krydsede vi grænsen til Guatemala. Vi nåede Livingston. Spiste middag på en restaurant, hvis ejer var overbevist om, at hun havde haft besøg af prins Frederik.
Talte med en gruppe unger, der spiller på olietønder. En dreng, der aldrig havde set et kamera, lånte Dannys og tog billeder mens han jublede af begejstring over den vidunderlige opfindelse han holdt i sine hænder.
Få dage efter befinder vi os i landsbyen, hvor jeg tilbragte fem uger med brigaden. Esperanza græd. Hun havde hørt noget i radioen og troede jeg var død. Synet af mig var en glædelig overraskelse og de takkede Gud for, at jeg var kommet tilbage. Jeg viste Danny rundt. De havde revet skolen ned og bygget en ny. De havde også bygget et nyt hønsehus og alle børnene synes at være vokset. Ellers var alt ved det gamle. Samme gæstfrihed. Vi ejer intet, men vi byder Jer alt. Vores mad og vores bedste seng.
Mentaliteten hos et folk, undertrykt i generationer. Et folk der må knokle for føden, for overlevelse, som intet ejer, men aldrig klager. De er tilfredse. Lykke er uvidenheden om virkeligheden på den anden side.
Jeg græd mig selv i søvne den nat uvis om hvorfor. Var jeg ked af det, eller ganske simpelt lykkelig.
Stadig uvis omkring de følelser, der rasede gennem mig, tog jeg afsked med familien.
Ved dagsgry blev vi fulgt til Monta Olivo af Bernado. Jeg faldt i søvn i bussen og vågnede fysisk og følelsesmæssigt omtumlet i Coban. En strøm af tanker syntes at holde ordene tilbage. Jeg kunne intet sige.
Vi ankom til Semuc Champey få timer senere. Spillede poker med en canadier, en englænder og to norske piger. Den ene af pigerne, englænderens kæreste, flirtede vist med mig. Jeg spillede overlegent med på legen og jeg tror det pissede englænderen af. Næste morgen havde de en lang diskussion. Det var nu noget så uskydigt som en nysgerrighed hos en ung pige, der har været tre år og tre år for meget i et forhold. Mon ikke han forstod.
Vi badede hele næste dag og om aftenen besluttede vores nye venner, at tage med os til Antigua.

Var det det? Vi tog en bus morgenen efter og endte her. Vi indlogerede os på et hostel og spiste en billig pastaret. Drak drinks på en bar og dansede som tosser på en natklub. Danny forstuede foden. Vi brugte resten af natten på hospitalet. På et tidspunkt faldt vi søvn og morgenen efter vækkede jeg Danny med en portion havregrød.

3. Jeg sidder i Central Park og skriver, da en køn pige kommer gående lige i mod mig. Har vi mødt hinanden før? Måske. Hun kender mig, men kender jeg hende? Vi taler. Hun er en lille smule fjollet på den der jeg-synes-du-er-ret sød-måde og jeg synes da også hun er meget sød. Nu vil hun vide, om jeg kan huske hende, så jeg anstrenger mig, prøver at huske hvor vi har mødtes. Er der noget jeg har overset? Og så kommer det pludselig til mig. En bar vi var på første dag. Før Danny forstuede foden. Hendes ven var kommet hen til mig, for at meddele, at hende den søde pige i den sorte bluse gerne ville tale med mig.
Ja, jeg kan godt huske dig. Selvfølgelig kan jeg det. Men sandheden er, at min hjerne er ved med at skille sig af med alle den slags detaljer. I sidste ende vælger vi selv, hvad vi ønsker at huske og med alt hvad der er sket de sidste par uger, prøver jeg at skille mig af med alle de unødvendige detaljer. Som en samtale med en pige, jeg aldrig ser igen. For vi skulle jo have været afsted dagen efter, men så forstuede Danny foden og det er den eneste grund til, at jeg sidder her lige nu og ikke i Mexico.
Jeg kan ikke love hende, at jeg kommer tilbage dagen efter. Det afhænger af min vens fod, fortæller jeg hende. For at være helt ærlig, kan jeg ikke vente med at komme afsted. Jeg er træt af den her by og rastløs som ind i helvede. Hun fortæller mig, at hun nok er i nærheden ved samme tid næste dag. Jeg nikker og det kan jo være vi ses. Selvfølgelig gør vi det, for der er ingen ende på Dannys uheld.

4. Foden har det ikke godt og det har Danny heller ikke. Han blev ramt af en bil i morges på vej over gaden. Heldigvis skete der ham ikke noget, men vi besluttede at blive en dag ekstra og nu sidder jeg og skriver i parken igen.

Min mexicanske veninde dukker op lidt over fire.
Håret er sat og hun har iklædt sig sit pæneste tøj og taget øreringe på. Det kan jo være, at hun skal til jobsamtale, men jeg vælger at tro, at hun har klædt sig i netop det tøj for min skyld. Jeg smiler ved tanken og beder hende sætte sig ned. Vi taler i halvanden time. Hun har åbentbart lige været i Danmark og ved mere om hvad der foregår end jeg selv gør. Hun er sød. En sød, intelligent pige med venner over hele verden. I håb om at blive en af dem, skriver jeg min e-mail ned til hende.

Senere samme dag falder jeg i snak med en dansk pige, der kender min veninde Sally fra gymnasiet. Hun kender også Luca, som jeg kalder fætter, men som i virkeligheden er min halvfætters halvsøsters halvbror. Verden er lille og Danmark er endnu mindre. Sofie, som denne pige kalder sig, arbejder for en organisation i Guatemala City og spørger mig, om jeg ikke vil med hende derind i morgen. Jeg takker ja uden at tøve.

5. Næste morgen tager jeg til Guatemala City med Sofie. Jeg bruger hele dagen i en børnehave for børn, der før i tiden brugte deres dage på byens losseplads.
Den amerikanske kvinde der startede organisationen døde for to uger siden og det har fået amerikanerne til at strømme til. Over 60 voluntører er tilknyttet projektet lige nu og af samme grund føler Sofie ikke, at hun er til meget nytte. Hvis jeg var har meget længere, ville jeg nok få det på samme måde. Men det er jeg ikke, så endnu engang glemmer jeg mine omgivelser og bliver barn for en stund. Jeg mindes drengene på Emmanuel i bussen på vej hjem. Før eller siden lukker mine øjne i.

6. Jeg må have sovet. Et af de der øjeblikke hvor man lukker øjnene og forsvinder dybt ind i et drømme-agtigt univers. Du når lige at glemme, hvor du er og så vågner du i den situation, du flygtede fra. For det er vel en flugt. Når du sidder fanget i en situation af så ekstrem kedsommelighed, at dine øjne lukker i og du vågner i et selvskabt univers fjernt fra den verden du befinder dig i. Men så vågner jeg og ser pigen overfor mig. Den her samtale fører ingen vegne og mit glas er tomt. Det var hyggeligt at tale med dig og alt det der. Så rejser jeg mig og går nedenunder for at finde Danny. Jeg har endnu ikke fået ideen om at danse amok på podiet og hvis jeg kan lade vær med at tænke længe nok, kan vi komme ud herfra før Danny falder og forstuer foden. Hvis alt går efter planen, er vi på vej til Mexico i morgen. Ingen brandmænd, ingen ambulancer. Bare en hvilken som helst aften.