Jeg står på ladet af en pick-up truck. Regnen rammer mig som tusindvis af små nåle.

Jeg føler mig som en gammel mand. Måske fordi jeg har været oppe og pisse fire gange i nat. Måske fordi jeg ikke kan sove længe.
Jeg vågner før hanen galer, før olielampen tændes. Selv hvis jeg ville, kan jeg ikke falde i søvn igen. Og det er ikke fordi jeg glæder mig. Det gjorde jeg engang. Jeg ville ligge vågen med sommerfugle i maven hele natten. Nogle gange kunne jeg høre min mor rumstere i stuen og så vidste jeg, at hun var ved at dække bord og hænge flag op.
Men min mor er langt væk nu og selv hvis hun ville, kan hun ikke ringe mig op og sige tillykke. Og jeg har ikke sommerfugle i maven. Hvis jeg havde, var de forlængst døde, rådnet op eller spist af de af amøber der er ved at gnave sig gennem mine tarme.
Nej jeg glæder mig ikke. Jeg var glad for at være 18. Det er en god alder og hvem glæder sig i øvrigt til at blive 19? Kan man overhovedet være 19 år? Man kan være 18 og man kan være 20, men 19, hvad er det for en alder?!

 

Jeg lukker øjnene. Ser mig selv forsvinde. Udvisket af regnens dråber som maling på et lærred, der overhældes med vand. Et maleri af mig selv. Men det ligner ikke. Det må være derfor. For jeg er ved at forsvinde helt.

Jeg prøver at tænke, prøver at fremkalde et minde, et eller andet.
Det virker ikke. Ikke en eneste tanke ryger gennem mit hoved. Jeg er ikke tilstede. Men så stopper bilen.

Jeg ser mig selv oppefra. Jeg hopper af ladet. Alle glor, men jeg ser ud til at være ligeglad.

Så siger jeg noget til Katrine og går hen og pisser. Igen. Gamle stodder tænker jeg. Så knapper jeg mine bukser og noget fører mig ind på markedet. Katrine går ved min side. Vi kigger på boder og de kigger på os.

Vi stopper og køber brød. En turistbus kommer forbi. Vi vender os og glor på dem, som var de kommet fra Mars. Men selvfølgelig er de ikke det. De er amerikanere. Alt ved deres udstråling tydeliggør det. Deres grimme mønstrede skjorter, deres små cybershot kameraer og suncaps. Hvad fanden laver I her? hører jeg mig selv tænke. Så tivnges jeg tilbage i min krop.

Hvor meget skal vi have? spørger hun mig. Jeg svarer et eller andet og en pose brød rækkes over disken. Så fortsætter vi ned af en sidegade.

Vi går efter kaffe, men her er ikke kaffe. Selvfølgelig er der ikke kaffe. Hvad med øl? spørger jeg. Og vi går efter øl. Kolde øl som vi drikker på plasticstole ved et plasticbord.

Øllen gør mig salig. Hverken glad eller ked, bare salig. Er det sådan det føles tænker jeg og tømmer min flaske.

For et år siden sad jeg til middag på Hellerup Strandhotel. Nu sidder jeg på den anden side af jorden og drikker øl. Rundt om mig står seks-syv indianere og glor med vidt åbne øjne. Jeg ænser dem ikke. Jeg er jo også indianer. Vi er ens. Jeg kan mindst 20 ord på deres sprog og har boet med dem en måned. Det må være øllet de glor på. Nuvel, jeg bestiller en til.

I hjørnet står et fjernsyn. Der kører en amerikansk serie om en pige fra rummet, der skal lære at bo blandt mennesker på jorden. Den er synkroniseret til spansk og lyden er for lav til at jeg kan høre hvad de siger. Alligevel gør jeg et forsøg på at oversætte.

-Far, jeg savner station Z342. Skal jeg flytte?

Jeg kender følelsen tænker jeg for mig selv.

 

For et år siden drak jeg øl fra Bryghuset til maden. Alligevel smager denne øl bedre end noget jeg har smagt før.

For et år siden blev jeg overrasket af nogle af mine bedste venner på Eiffelbar i København. Luna og Piet havde arrangeret det hele i hemmelighed. Det gik ikke op for mig før jeg var gået halvvejs gennem lokalet, at de sad der for min skyld, for at fejre mig.

Den følgende uge holdt jeg tre fester for familie og venner.

 

Nu er jeg 19. Derhjemme venter Bernado og Esperanza. De fejrer ikke fødselsdag. De ved ikke engang hvor gamle de er.

Nu er jeg 19. Hverken glad eller ked, bare 19.

 

I fjernsynet står pigen i en rundkreds med børn, der kaster bold til hinanden. Hun har ikke forstået at man skal gribe den og får den lige i hovedet.

 

Det regner stadig udenfor. Det har det gjort i tre dage nu.

De gamle siger, det er fordi de døde græder. Men i dag er det min fødselsdag og jeg har jo ikke just været en god dreng i år. Men så igen, selv hvis de ville, kunne vejrguderne vel ikke finde mig her. Jeg smiler ved tanken og tømmer min øl.