Jeg har været så heldig, som de andre også har, at få lov til at arbejde to steder i ugen.

Hvis jeg ikke har skrevet det, så arbejder jeg på Bezer Home (stedet med de HIV ramte kvinder) mandag og tirsdag.

Onsdag og fredag arbejder jeg på Hope Private school. Børnene i klassen er ca. 7-8 år.

De har alt for meget energi til at sidde stille og koncentrere sig. Men det er jo bare en udfordring i sig selv.

Det skal nok lige indskydes at skolesystemet i Nigeria er lidt anderledes fra Danmark.

Her starter de i skole når de er ca. 3 år- det er lige på og hårdt her.

I min klasse er de så langt, at de så småt er ved at lære at gange.

Mit job er at undervise. Mit nye navn er Auntie. Det kalder de alle der arbejder på skolen. Nogle gør det endda også til dem der bare er ældre end dem selv.

Nu får jeg rigtig prøvet mine lærer kundskaber af.

Det er spæmndende, men nogle gange også svært, for en lærer i Nigeria bruger andre metoder til at få ro og respekt, end man gør i Danmark.

Så det er svært for en ung, uerfaren, hvid at skabe samme respekt. Men jeg forsøger- og det skal da nok også komme, selvom jeg bruger en anden metode.

Jeg underviser i matematik. Børnenes niveau er forskelligt, så det er en prøvelse at få alle til at forstå, uden at de dygtige dør af kedsomhed.

Men jeg har erfaret af tålmodighed hjælper på de fleste elever.

I sidste uge eller forrige, havde største delen af klassen, lavet det meste af classwork rigtigt.

Af de opgaver de skulle lave på tavlen, var også næsten alle rigtige.

Det er positivt at man kan se det går fremad.

Så må de da lære lidt, selvom jeg er hvid, uerfaren og bruger en anden metode end de er vandt til.