Den kommende vinter også med mulighed for tilslutning fra provinsen. 3.000 danskere forventes at benytte tilbuddet.
De danske skiløbere tog godt imod sidste sæsons store vinternyhed - Snetoget til Åre - og derfor bliver det også den kommende vinter muligt at sætte vinterferien på skinner helt fra start.
Snetoget kører til Åre i ugerne 3-13, og de danske skiløbere skal blot et kvikt smut med hurtigtoget fra Københavns Hovedbanegård til Malmø, hvor det direkte Snetog til Åre venter. I Malmø tager Snetogets værtinder imod de danske passagerer, og hjælper dem og deres bagage ombord i toget. På toget findes også bar og restaurantvogn. Herefter venter godt et halvt døgns behagelig transport, før skibakkerne kan indtages i det svenske skisportsparadis, der er et af Sveriges absolut populæreste.
Den kommende vinter er det også blevet nemmere for jyder og fynboer at benytte den direkte forbindelse til Åres pragtfulde skiverden. Det er således nu muligt at købe rejser med Snetoget, hvori der indgår transfer fra Jylland med opsamling i Århus, Vejle, Kolding, Odense og Slagelse.
3.000 danskere ventes at benytte Snetogets afgange, som er om eftermiddagen fredage med ankomst til Åre lørdag kl. 10. Retur er det lørdag kl. 18 fra Åre med ankomst til København kl. 10 søndag.
Danske skientusiaster kan købe rejser til Åre med Snetoget hos Best Travel, Dansk Fri Ferie, Rejsecenter Norge og Sverige Experten/Easy Book.