Travelmarket Danmark
Log ind

Prøv noget nyt på skiferien

Skiferier er andet end landrend og slalomløb. Der er et væld sjove og udfordrende discipliner at vælge imellem.
Hvert vinter valfarter folk til skiområderne for at nyde en ferie i sneen. Langt de fleste løber langrend eller står på slalomski. Et stigende antal mennesker forsøger sig hvert år med nogle af de nyere eller mere spændende discipliner. Det er blevet "tilladt" at lege på ski, og mulighederne er mange. Der er noget for enhver smag. Snowblades er til legebarnet, helikopterskiløb for entusiasten og randonée tiltrækker naturelskeren. Fælles for alle discipliner er, at de fint kan fungere som supplement til det normale skiløb. Udstyr kan lejes på dagsbasis, så man har mulighed for at kombinere flere af disciplinerne.

Funcarving
En Funcarver ski har meget brede ender og en smal talje. Den er desuden væsentligt kortere end traditionelle ski. Dette bevirker, at skiene svinger let som en leg. Fornemmelsen på et par Funcarvere er helt markant anderledes end traditionelle ski. Funcarverne fås i mere eller mindre ekstreme udgaver, og de bliver sjovere, jo bredere de er. Nogle modeller fås i længder ned til 120 cm, og ofte monteres en plade under bindingen på op til 15 cm. Pladen sikrer, at støvlerne ikke rammer underlaget, når man svinger skarpt. På et par Funcarvere er det nemlig muligt at læne sig så meget ind i svinget, at man kan røre sneen med hånden. Det kræver dog lidt øvelse, at beherske denne teknik. Det kan anbefales, at tage i dagskursus i Carving skiløb. Mange rejsebureauer og skiskoler tilbyder sådanne specialkurser.

Snowboard
En disciplin som virkelig har fået tilhængere er Snowboard. Snowboard skulle efter sigende være nemmere at lære end skiløb, hvis man aldrig har prøvet at stå på ski før. Den første dag på snowboard er normalt ikke så sjov. Man bliver meget øm på grund af de mange styrt, men allerede på 2. og 3. dagen kan man forvente en succesoplevelse. Specielt i dyb sne er Snowboard en dejlig oplevelse. Udstyret kan lejes overalt, og mange skiskoler underviser også i Snowboard.
Læs mere her

Telemark
Alt skiløb stammer oprindeligt fra den norske telemark, hvor man simpelthen brugte skiene som transportmiddel. Denne gamle type skiløb er meget særpræget. Hælen er ikke spændt fast på skiene, som på et par slalomski. På telemark ski vil man have benene forskudt, mens man svinger. Dette giver en helt specielt fornemmelse. Nogle mener, at telemark er langt mere stilfuldt end traditionelt slalomskiløb. Det er sjovt at prøve, og udstyr kan lejes i udvalgte skibutikker. De fleste skiskoler underviser i Telemark.
Læs mere her

Big foot
Et par Big Foot er et sæt ski, som ikke er meget større en skistøvlen. De er særdeles svære at styre, men har meget stor underholdningsværdi. Big Foot kan lejes i udvalgte skibutikker.

Snowblades
Et par Snowblades er en videreudvikling af Big Foot skiene. Snowblades er lidt længere og har talje. Dette gør det muligt at styre skiene på trods af deres korte længde. Snowblades er utroligt populære som ski-legetøj og bruges også af seriøse stunt skiløbere. De fleste skibutikker udlejer Snowblades.

Off-piste
Er man god til at løbe på pisterne, er det måske tid til at prøve kræfter med den dybe sne udenfor pisterne. Det er dog vigtigt, at man altid hyrer en bjergguide, hvis man vil off-piste. En bjergguide vil medbringe såkaldte lavine-bippere, som øger chancen for hurtigt at blive fundet, hvis man bliver fanget i en lavine. En bjergguide har mange års uddannelse og erfaring omkring risikoen for laviner og gletscherspalter. Ved leje af et par såkaldte Fatboy ski, kan også let øvede skiløbere prøve kræfter med off-piste skiløbet. Fatboy ski er meget brede, så de ikke så let synker ned i sneen.
Læs mere her

Helikopterskiløb
Dette er med sikkerhed den ultimative form for skiløb. Man bliver fløjet til toppen af et bjerg, hvor sneen er uberørt. Helikopterturen alene er en stor oplevelse, men det at stå på toppen af et bjerg uden lifter og pister i nærheden slår alt. Sammen med en bjergguide kører man gennem en dyne sne til bunden af bjerget. Et løft til toppen koster typisk mellem kr. 600-2000.
Læs mere her

Randonée
Hvis man sætter pris på naturoplevelser og fysisk udfoldelse, er Randonée en oplagt disciplin. Skiene ligner normale slalomski, men bindingen kan løsnes og hæves i hælen, så man kan gå op ad bakke. Man kan altså gå til toppen af et bjerg med ski på, hvorefter man stiller bindingen tilbage til normal. Herefter kan man køre ned igen i traditionel slalomstil. Da man ikke er afhængig af lifter, kan man opleve steder, som ellers ikke er tilgængelige.



Pukkelpistløb
De fleste skiområder har en eller flere pukkelpister. Har man lyst til lidt udfordringer, kan dette varmt anbefales. Husk at køre forsigtigt i starten så du undgår skader. Flere skiskoler underviser specielt i pukkelteknik.
Læs mere her

Slalomløb
Mange skiområder har sat slalombaner op med porte og automatisk tidtagning. Nogle områder afholder desuden et ugentligt slalomløb. De fleste steder er banerne af den type, så selv begyndere kan deltage. Slalomløb i porte er specielt godt, som træning for øvede skiløbere.
 
Tekst:  Sune Alstrup
17.181 Brugere, 1.151.909 Billeder, 5.795 Filmklip
Få rejsetilbud med op
til 50% rabat

Rejsetilbud med op til 50% rabat
Dansk Flyprisindex hver måned
Virtuel prisagent til flypriser
... og meget mere
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd