"Så har jeg gjort det, det helt utænkelige - og jeg er stadig i live, selv om det føles som om, jeg er kommet i himlen.". Sagt af forfatteren efter at have spunget sit livs første elastikspring.
Kære Mor og Far
Så har jeg gjort det, det helt utænkelige - og jeg er stadig i live, selv om det føles som om, jeg er kommet i himlen.
Som jeg sagde hjemmefra, ville jeg ikke. Vi var ude og stå på en rampe og se ned. Jeg kunne allerede mærke min mave hoppe op og ned. Min hjerne skreg: "Nej Nej, du gør det ikke, hvis du gør det, afskærer jeg al videre forbindelse til dit legeme. "Rolig, rolig" sagde jeg til min hjerne, så dum er jeg heller ikke. Jeg er ikke rejst over på den anden side af jorden for at lege med mit liv. Så tog vi videre til Queenstown på New Zealand, det var jo her det hele begyndte, og vi boede hos en, der havde været med til at starte hele bungy jump dillen. Uha vi blev hånet, fordi vi ikke turde. Men jeg stod fast og erkendte blankt, at jeg er en rigtig bangebuks. Håneriet stod på i et par dage, så Marianne og jeg tog endnu engang ud for at se andre springe.
Min hjerne arbejdede igen på højtryk og kom med den logiske løsning, at jeg jo bare kunne fotografere en, der havde lyst hår og hang med hovedet ned ad, og fortælle hele verden, at det var mig. Fin ide, det er sjældent, men til tider kan jeg være ret smart. Problemet var bare, at ni ud at ti, der sprang de afskyelige 43 meter ned, var japanere, og det var begrænset, hvor mange af dem, der havde affarvet deres sorte lokker. Desværre - dum ide.
Efter vi havde kigget i et par timer, begyndte Marianne og jeg at overbevise hinanden om, at så farligt så det jo heller ikke ud. Der var ikke sket nogen dødsfald, mens vi havde stået der. Det var da positivt. Vi begyndte langsomt at overveje, om vi skulle spille russisk rulette med vores liv - måske, eventuelt, det var en mulighed - men ikke i dag. Begge vores hjerne tog over, og vi tog derfra uden yderligere overvejelser.
Efter hjemkomsten havde vores øverste etager arbejdet på højtryk hele dagen, og der blev nu lukket af resten af dagen. Det gav Marianne og mig mulighed for igen at diskutere muligheden. Når alle de 'jappere' kan, så kan vi sgu også, det var vores bedste argument, og mens der var lukket af på øverste etage, blev vores beslutninger taget. Vi ville gøre det.
Op tidligt næste dag inden vores logiske venner ovenpå nåede at vågne, ned i byen og betale for et forsøg hver, det var jo ikke så smart at betale for flere forsøg, sæt nu det gik galt første gang. Tænk hvor mange penge vi ville gå glip af så! Det var helt tydeligt, at det stadig var først på dagen med den slags argumenter.
Efter vi havde betalt, var der ingen vej tilbage. Der var en bustur på femten minutter ud til selve stedet, og på vej derud vågnede øverste etage. Der gik lige et par minutter, inden min hjerne egentlig opdagede, hvad det var, jeg havde gang i. Og den begyndte selvfølgelig straks at skabe sig: "Fjols, idiot, vil du aldrig se din familie igen, nej, nej", det værst var, at den allierede sig med min mave, der begyndte at hoppe op og ned, jeg fik kvalme og kunne mærke morgenmaden køre op og ned i halsen. Jeg sank som en gal og forsøgte at ignorere det, der skete. Pengene var jo betalt, og jeg var ikke just millionær.
Da vi ankom, skulle vi også vejes - puha det var ikke sjovt, de skrev oveni købet ens vægt på hånden af en, så alle omkringstående kunne se det. Det var en krænkelse af mit privatliv, som jeg gav min hjerne ordre på at hidse sig op over i stedet for det netop forestående spring
Marianne og jeg hakkede om, hvem der skulle springe først. Jeg tabte eller vandt retten til første spring. "Okay" sagde jeg til min hjerne og mave, der stadig forsøgt at tale mig fra mit livs dumhed. "Jeg er nødt til at gøre det, ellers gør Marianne det heller ikke", og det kan jeg ikke være bekendt overfor hende. Den måtte min hjerne lige tygge lidt på sammen med min mave, der stadig tyggede lidt på morgenmaden, så jeg fik to minutters fred.
Jeg gik langsomt ud på broen mod det sted, det hele skulle foregå, mens jeg vinkede farvel til Marianne og bad hende om at hilse min familie.
Jeg skulle have bundet diverse ting og sager og benene, og det var naturligvis meget professionelle folk, der arbejdede der. De talte og stillede så mange spørgsmål, at min hjerne arbejdede på højtryk blot for at nå at svare. Den opdagede slet ikke, hvad der foregik. Lige indtil jeg stod og kiggede de 43 meter ned på en flod. Jeg blev total lammet, min hjerne fik hele min krop til at protestere i vildskab, jeg kunne mærke hver eneste fiber i min krop, hårene rejste sig overalt, jeg fik gåsehud og morgenmaden begyndte igen at køre op og ned. Jeg skulle vinke til en kamera, der ville optage dette dødsspring, jeg prøvede at bevæge min arm, men der kom kun nogle få spastiske trækninger ud af det.
En af de professionelle folk sagde, at jeg skulle fokusere på et bjerg lige ud for mine øjne. Jeg forsøgte, men hjernen gav hele tiden min nakke signaler om at bøje sig, så jeg kunne se ned. Puha, jeg gør det ikke, jeg gør det ikke, og pludselig var jeg rørende enig i alle de argumenter, min hjerne havde brugt de foregående dage. Du er en idiot, tænkte jeg, min hjerne tiggede og bad mig om ikke at gøre det. Men lige da jeg skulle til at sige, at det her vil jeg ikke, fik jeg øje på Marianne - øh hvad så med hende. Inden jeg kunne tænke den tanke til ende, var de ude på rampen begyndt at tælle ned. De talte ned fra fem til et - jeg gør det ikke, min mave var næsten nået hele vejen op gennem mit halshul. Men jeg er jo et dydsmønster, og I - mor og far - har jo altid opdraget mig til at lytte efter, hvad andre siger og til at gøre, som andre beder mig om. Så på en eller anden mystisk måde fik jeg hele mit store korpus væltet ud over kanten, da de nåede til et.
Jeg ved, de ikke skubbede, men det var heller ikke mig. Jeg kunne se 43 meter ned i ingenting, og samtidig mærkede jeg, hvordan min krop langsomt fik mere og mere overbalance. Jeg kunne mærke, at morgenmaden nu var helt oppe ved min mund. Jeg forsøgte febrilsk at gribe ud efter noget, men forgæves - jeg væltede ud over kanten. Mit hår strøg tilbage, og min krop var på vej ned. Min mave arbejde på højtryk, og hele min krop var spændt. Det var som at køre i en kæmpe rutschebane, hvor trykket gør, at man ikke trække vejret - det var bare tusinde gange værre. Jeg hev efter vejret og mærkede vinden suse imod mit ansigt. Det var på engang fedt og samtidig ualmindelig væmmeligt. Hele turen ned var som et kæmpe sus, jeg kunne mærke hvert lille hjørne af min krop, og min hjerne grinede af mig, nu fik jeg, hvad jeg fortjente, jeg kunne bare have lyttet til den. Men jeg registrerede det knap nok. Jeg havde travlt med at mærke suset. Hele min krop var spændt til bristepunktet, jeg kunne føle hver fiber og hver nerve, jeg kunne mærke blodet løbe i mine årer og mit hjerte slå heftigt som efter en hård løbetur. Jeg havde aldrig følt hele min krop så intenst på engang. Det gik meget, meget hurtigt, men alligevel var det som om, det hele foregik i slowmotion. Jeg oplevede hver eneste øjeblik, hver eneste sekund.
Da jeg nåede elastikkens længde, røg jeg pludselig opad igen. Universet blev vendt rundt, og min mave fløj den modsatte vej. Jeg overvejede alvorligt, om jeg bare skulle kaste op ud over de mænd, der skulle få mig ned. De sad i en lille gummibåd under mig, men efter et par ture op og ned faldt elastikken til ro, og det samme gjorde min mave.
Da jeg ikke længere røg op og ned, begyndte jeg at snurre rundt, jeg var helt rundtosset, men jeg smilede, og smilet voksede til et grin. Jeg grinede helt ubehersket og havde det knaldgodt. Adrenalinet susede rundt i min krop, helt ud i tæerne. Jeg var høj, det var et kæmpe sus, og jeg var bare fjollet. Jeg kunne ikke forstå, at mændene, der tog mig ned, ikke grinede, kunne de ikke forstå, hvor fedt det var. Jeg kom ind på landjorden igen. Det var svært at stå op med den store lykkefølelse i kroppen, men op det skulle jeg. Marianne skulle jo springe. Nu var det ikke længere hjernen, der grinede af mig, det var omvendt. Jeg var ved at dø af grin over, at jeg havde været så stor en bangebuks, og at jeg havde været ved at bukke under for logiske argumenter og overvældende kvalme. Det var jo ingenting - jo det var fedt. Jeg havde leget med mit liv, og det var gået godt. Marianne sprang også, og hun havde det nøjagtig ligesom mig.
Så med det her brev vil jeg bare fortælle jer, at den russiske rulette faldt ud til min fordel og sige jer tusind tak for, at I har opdraget mig til at høre efter, hvad andre mennesker siger, jeg skal. Det her er absolut min bedste ferieoplevelse.
Og forresten min hjerne har ikke afbrudt forbindelsen endnu - tror jeg ikke.
