Sveriges Turistråd udsender i uge 39 årets store vinterkatalog og vinterens mange glæder i Sverige.
- På kraftig opfordring er vi igen i år ude med en invitation til over 400.000 danske familier om at komme til Sverige og opleve vinterens mange glæder. Det fortæller Charlotta Ranert fra Sveriges Rejse- og Turistråd.
I uge 39 udsendes vinterens store snekatalog i et oplag på over 400.000 eksemplarer med Politiken og Jyllands-Posten. Og det ventes tilsyneladende med glæde. Sidste år forsøgte Sveriges Rejse- og Turistråd sig med nye veje i markedsføringen, hvilket gav gode resultater, men også masser af henvendelser fra publikum, som manglede den inspiration og de mange gode oplysninger, som det husstandsomdelte katalog fra det snedækkede svenske ferielandskab gav.
- Kataloget er udarbejdet i samarbejde med mange af de populæreste svenske vinterdestinationer, transportører og rejsebureauer, og jeg tillader mig at mene, at vi kommer med et rigtigt godt visitkort på al det skønne, som Sverige har at tilbyde de mange danskere, som er vilde med at stå på ski og vilde med alle vinterferiens glæder og oplevelser i øvrigt, fortæller Charlotta Ranert.
Vinterkataloget kommer dog langt fra til at stå alene i årets vinterkampagne. I lighed med tidligere år bliver der tale om massiv annoncering i førende dagblade, ugeblade og magasiner. Internettets muligheder benyttes også med flittig annoncering, ligesom den specielle vinterkampagneside www.snesverige.dk kommer til at fungere som portal for de mange, som søger informationer om VinterSverige. På siden finder man masser af god, generel information om danskernes nærmeste Snerige, samt links til de forskellige skidestinationer, rejsebureauer og transportører, der har VinterSverige på programmet. Svensk sne vil også i rigt mål være repræsenteret ved de messer og events, der måtte følge i de kommende måneder.