I årevis har forretningsfolk og virksomheder, turister og rejsebranchen sukket efter rimelige priser på flytransport mellem de to nordiske hovedstæder København og Stockholm . Nu bliver deres bønner mere end hørt.
Med start 24. november indsætter Skandinaviens nye, store lavprisflyselskab, Nordic Airlink, 76 ugentlige flyafgange på ruten Kastrup/Arlanda. Nordic Airlink ejes af Finnair, der i august i år overtog lavprisselskabet, og åbningen af København-Stockholm ruten er den anden åbning af en udenrigsrute på bare en måned. En klar tilkendegivelse af, at Finnair/Nordic Airlink fremover vil agere meget aktivt på det hastigt stigende lavprismarked.
- Lave priser og mange afgange er, hvad publikum og markedet efterspørger. Og det er netop, hvad vi tilbyder med Nordic Airlink. Erhvervslivet har forlængst indset, at der er masser af penge at spare ved at benytte lavprisflyselskabernes tilbud, og vores tidstabel på den nye rute mellem København og Stockholm - med syv tur- og returflyvninger på hverdage og tur- og returflyvninger også begge weekenddage - er da også ikke mindst tilpasset de forretningsrejsendes behov, påpeger Maunu von Lüders, administrerende direktør for Nordic Airlink.
Rejsebranchen hilser Nordic Airlinks flyvninger på København-Stockholm ruten varmt velkommen. Fredrik Barthold, svensk turistchef i Danmark, er begejstret, og forventer at det nye lavprisflyselskab åbner helt nye muligheder ikke kun for københavnerne men også for sjællænderne i øvrigt og fynboerne for at flyve til Stockholm , istedet for som de fleste hidtil har gjort, nemlig at tage bilen. En stigning i turiststrømmen fra Sverige til Danmark kan givet også forventes. I hvert fald ser Martin Rosborg, dansk turistchef i Sverige, masser af nye muligheder med Nordic Airlinks initiativ. Han siger:
- Med de lave priser, som Nordic Airlink præsenterer, bliver det endnu mere attraktivt for privat- og grupperejsende at besøge København og alle de andre fine seværdigheder på Sjælland. De mange entusiastiske svenske golfspillere får pludselig også sæsonen forlænget betydeligt, nu de sjællandske baner er indenfor økonomisk rimelig rækkevidde.
Det er mandag 24. november, at der er premiere for det første Fly på ruten Kastrup-Arlanda. Den laveste pris for en enkeltbillet Kastrup-Arlanda bliver 264 DKR, mens den modsatte retning, Arlanda-Kastrup, bliver endnu billigere, nemlig helt ned til 222 DKR booket over internettet, www.flynordic.com. Alle billetter kan ombookes eller overdrages andre mod en serviceafgift, og billetterne kan købes helt frem til to timer før afgang. Det bliver Target Marketing Scandinavia, TMS, der på det danske marked håndterer Finnairs nye lavprisselskab Nordic Airlink.
|