Oplysninger om narkotika på rejsen fra UNG Rejseguide.
Mange forbinder ferie med, at der er gang i den. Nogle bliver grebet af stemningen og lader sig friste til at eksperimentere med narkotika i jagten på oplevelser. Men det er ikke uden risiko. Stoffer har ingen varedeklaration, så du kender hverken indhold eller styrke, og der er ingen klageinstans, hvis du bliver dårlig. Nogle stoffer kan give forgiftning, nogle giver stor risiko for afhængighed, og nogle kan gøre dig skør.
Stoffer som ecstasy, amfetamin og kokain bliver stadig mere udbredte mange steder, især på diskoteker og i natklubber. Disse stoffer indtages ofte i forbindelse med intensiv og langvarig dans i aflukkede lokaler med høj temperatur, og det øger risikoen for hedeslag og væsketab.
I mange lande er der meget hårde straffe for at handle med narkotika, også for bare at have det på sig eller at bruge det selv. Bare nogle få gram hash i lommen kan være anledning nok til at se et fængsel indefra i lande, hvor fængslerne ofte er meget barskere end i Danmark. De danske myndigheder kan ikke gøre meget for dig, hvis du er blevet fængslet på grund af narkotika. Du kan risikere at sidde op til flere uger, før din sag overhovedet bliver behandlet.
Vær opmærksom på, at du ikke bliver udnyttet som narkosmugler. Pas især på i lufthavne og ved grænserne, hvor nogen kan have anbragt narkotika midlertidigt i din bagage ¿ uden du selv ved af det. Og sig ikke ja til at tage breve eller pakker med hjem til Danmark uden at vide, hvad der er i dem.
Brug af sprøjte giver altid risiko for ekstra følgesygdomme, herunder risikoen for leverbetændelse og hiv/aids, hvis flere bruger samme sprøjte.