Svenskerne er grundige folk. Også når det gælder julens traditioner. I Göteborg går man endda så grundigt til værks, at byens kommende julemænd skal på skolebænken, før de mødes med byens børn og andre glade sjæle.
Stadsmissionen i byen, der samler ind til Göteborgs hjemløse og andre, der ikke har så meget til dagen og vejen og da slet ikke til en hyggelig jul, har nemlig efterlyst frivillige, der vil optræde som julemænd på byens gader og stræder og samtidig samle ind til det gode formål.
Initiativet er blevet særdeles godt modtaget, og de kommende julemænd har bl.a. indtil nu fået lektioner i, hvordan de bedst møder byens borgere og ikke mindst de kære små med alle deres mange ønsker.