Det grønlandske kystpassagerskib - Sarfaq Ittuk - besøger Danmark og i den anledning inviterer det grønlandske rederi Arctic Umiaq Line, Greenland Tourism - Grønlands Turistråd og Danmarks fem største Grønlandsrejsebureauer til "åbent skib"-arrangement. Sarfaq Ittuk gæster Aalborg, Århus og København som følger:
Fredag den 19. april kl. 15:00-19:00 Aalborg Havn
Lørdag den 20. april kl. 13:00-17:00 Århus Havn
Søndag den 21. april kl. 13:00-17:00 Københavns Havn, Langelinie
Komfort, dybe fjorde, skærgård, høje fjelde, gletschere og isfjelde, anløb i byer og bygder. Det er ikke så mærkeligt, at rejser med kystskibene er et af det danske rejsemarkeds hurtigst voksende succeser. Så benyt lejligheden og få en forsmag på eventyret!
Arrangementet er gratis og åbent for alle. Besøgende kan gå ombord og opleve skibet, og de fem rejsebureauer Albatros Travel, Grønlands Rejsebureau, Profil Rejser, Team Arctic og Topas stiller op med information og masser af gode rejsetilbud.
Der udstilles og sælges grønlandsk husflid, smykker og kunsthåndværk fra butik Nordlyset, og der vil være modeshow med tøjdesign og pelse i sælskind og stof af den grønlandske designer Else Lennert fra Lennert Design. Modeopvisningerne finder sted i Aalborg Havn kl. 17, Århus Havn kl. 15 og København, Langelinie kl. 15.
Desuden bydes på foredrag af den kendte Sirius-mand, Steen Broen Jensen. Hør om strabadserne med 42 hunde, en fotograf, en Kronprins og 4 Sirius-mænd på den efterhånden legendariske tur, der gik fra verdens nordligste by, Qaanaaq til Danneborg i Nordøstgrønland - en tur på i alt 2.880 kilometer i verdens mest øde område. Foredragene finder sted i Aalborg Havn kl. 16 og kl. 18, Århus Havn kl. 14 og kl. 16 og København, Langelinie kl. 14 og kl. 16.