Det ser unægtelig lidt komisk ud sådan som vi ligger på linie ved siden af hinanden som startklare sprintere. Alle prøver at holde sig fast i klipperne for at modvirke den kraftige strøm. Kun få meter over os cirkler hammerhajer i tremeters klassen, men der er ingen af os, der tager nogen notits af dem. De skabninger, som for alvor kan få os ud af startblokken, er væsentlig større¿
Har du øvet dig nu? Far slog sig ned på sengekanten lige inden jeg skulle til at sove og så strengt på mig. For mig som geografitosset 10-årig var dette ugens højdepunkt. Jeg skulle holde mig for øjnene mens far kiggede på verdenskortet over min seng. Så begyndte han at spørge, og jeg svarede så hurtigt jeg kunne.
¿ Østrig? Wien! Indien? Delhi! Ecuador? Quito!
Men hver gang vi kom til netop dette sydamerikanske land ved ækvator, tog jeg et øjeblik mine hænder væk fra øjnene, satte pegefingeren på fastlandet og lod den glide ud til havs. Der, flere centimeter ude i Stillehavet, lå nogle små brune prikker og ved siden af dem stod: ¿Galapagos¿. Fingrene havde gjort rejsen så mange gange, at kortets lyseblå papir begyndte at se lidt snavset ud.
Når jeg bagefter lagde mig til at sove, var det ofte netop de magiske øer jeg drømte om. Jeg drømte om kæmpeskildpadder, fugle med røde poser på halsen og øgler, der spiste søgræs¿
ankomst ¿ Det ligner jo Gran Canaria, siger Per og griner. Vi er lige landet på San Cristobal, Galapagos og ser ud over det tørre lavalandskab. På trods af, at vi befinder os på den anden side af kloden, og snart skal på en af verdens mest spektakulære dykkerkrydstogter, må jeg nok give ham ret. Hele illusionen forstærkes af, at det også på denne ø er det spanske, der brager ud af lufthavnens højttalere. Hvilket antiklimaks ¿ min drømmerejse er ved at krakelere inden vi overhovedet er kommet ned til havnen. I ankomsthallen møder vi de øvrige ni gæster og vores guide, Luis. Vi stiger ombord i den minibus, som skal transportere os til båden. De fleste af de ca. 70.000 turister, der kommer til Galapagos, bliver i land. Men hvert år kommer ca. 2.000 dykkere for at udforske havet omkring øerne ¿ præcis som os.
kropsvisitering Aftenen før havde vi fået besked om at være i lufthavnen to timer før afgang. Det lød lidt hidsigt i vores ører ¿ det var jo trods alt bare en indenrigsflyvning. Men det betød, at vækkeuret skulle stilles til kl. 5.15 om morgenen. Da vi ankom til Guayaquils lufthavn, blev vi mødt af personale, der slusede os gennem det mylder af mennesker, som på trods at den årle stund, befandt sig i området.
Indenfor blev vi bedt om at stille os på rad og række og åbne vores bagage. Derefter kom et uniformeret medlem af specialpolitiet for at inspicere vores tasker. Han ledte ikke efter våben eller narkotika. Det gjaldt noget meget farligere ... nemlig frugt, blomster, jord og andet, der kunne forurene den unikke biologiske balance på Galapagos.
Ved indcheckningsskranken var det tid for granskning nummer to: bagagevægten. 20 kilo er den maksimalt tilladte vægt, og hvis nålen passerer denne grænse, er det frem med tegnedrengen. Prisen er 1 dollar pr. kilo overvægt.
Alle, der har rejst med dykkerudstyr ved, at 20 kilo ikke levner meget plads til personligt udstyr. Fuld udrustning (minus tank og bly) vejer mellem 17 og 18 kilo. Derudover havde jeg fire T-shirts, to badebukser, et par shorts, to par strømper, toiletgrejer og lidt undertøj. Og med det klarede jeg 20 kilo ¿ præcist.
kakao Sky Dancer blev søsat i juni 2001. Den er 33 meter lang og 8 meter bred. Ombord er der plads til 16 gæster og 11 besætningsmedlemmer. Sky Dancer hører til i dykkerbådenes absolutte superliga. Man har taget skridtet fuldt ud, når det gælder service og bekvemmelighed. Når du kommer op efter dykket, bliver du hentet af gummibåden og sejlet tilbage til moderskibet. Her venter to udendørs brusere og lune nyvaskede håndklæder. Og besætningen serverer rygende varm kakao og nybagte muffins eller frisk frugt. Mens vi har dykket, har besætningen redt senge og ordnet kahytterne. Og mens du taler med de øvrige gæster om oplevelserne, tager besætningen sig af dit udstyr og skifter flasker, så alt er klart til næste dyk. Der er en overhængende fare for at blive ret forkælet¿
Sky Dancer er indtil videre den eneste båd ved Galapagos som kan tilbyde nitrox til sine gæster. Og det er netop på en live aboard, hvor fire-fem dyk om dagen hører til normalen, at nitrox kommer til sin fulde ret. Ikke mindst i vandet omkring disse øer, hvor dykkedybden sjældent er mere end 20-25 meter.
avanceret Der er over 400 fiskearter i farvandet omkring Galapagos, og af dem er ikke mindre end 10 procent endemiske. Det betyder, at de kun findes i dette område.
Der er tre store havstrømme, der mødes ved Galapagos. Takket være denne blanding af varmt og koldt vand, bliver dykningen så unik. Hvor ellers kan du lege med søløver, snorkle med pingviner, omgive dig med stimer af hammerhajer, møde delfiner, rokker, hvalhajer og havleguaner? Og vel at mærke på én gang¿
Dykningen ved Galapagos er ikke tilgængelig for alle. For dem, der har klaret de økonomiske forhindringer, venter nu udfordringen i at overvinde øernes barske dykkeforhold. Selvom Galapagos ligger ved ækvator, er vandet relativt koldt med en temperatur mellem 18-23 grader. Sigten ligger på 10-20 meter og ofte forekommer stærke strømme, som kan optræde både vandret og lodret i vandsøjlen. Hvis du er vant til Skandinavisk dykning, skræmmer det måske ikke. Det ligner egentlig danske forhold, når de er bedst. Bortset fra strømmen måske. I denne henseende er vi nordboere ganske godt forberedt til Galapagosdykning.
Men det er langt fra alle gæster, der har disse erfaringer. På Sky Dancer var vi de eneste, der havde rutine i at dykke i kolde vande. Og da vi skulle lave det første dyk, var der mange, der udpakkede deres helt nye 7 mm semidrydragter mens de brokkede sig over, hvor tykke og klodsede de var. De spurgte os, om vi virkelig var vant til at dykke i så tykke dragter. Ja, svarede vi. Når det er rigtigt varmt derhjemme¿
Ombord på Sky Dancer er dykningen planlagt således, at man besøger dykkersteder af stadig stigende sværhedsgrad. På denne måde kan dem, der guider dykningen sikre, at gæsterne er klar til udfordringerne. Den endelige ¿prøve¿ er ved Wolf og Darwin længst oppe mod nord. Her kan forholdene mildt sagt være uberegnelige...
det uventede Hurtigt blev dykningen på Galapagos præget af forventningen om at opleve det uventede. Hele tiden mødte vi skabninger, som var helt nye for os. Et godt eksempel var det første dyk på Cousins Rock. Vi var netop kommet til den klippe, hvor vi skulle lave vores sikkerhedsstop. Foran os svømmede en stor stime snappere langsomt af sted. Vi tog et par kraftige finnespark for at komme i omgangshøjde, og jeg placerede mig fotogent, så Per kunne tage et par gode billeder. Han havde allerede kameraet klar til skud, da stimen pludselig blev splittet ad i alle retninger af noget der lignede et missil. Jeg opfattede Pers overraskelse og vendte mig om og så en søløve på jagt efter frokost. Som en torpedo gled den frem over bunden, pludselig drejede den skarpt til højre, lavede et loop og rullede rundt. Så fortsatte jagten gennem landskabet indtil den igen var ude af syne. Jeg vendte mig og så på Per, som rystede opgivende på hovedet. Han havde ¿ præcis som jeg ¿ vredet kroppen halvt af led i sine forsøg på at indfange begivenheden med kameraet.
cirkus Det er let at se forskel på hunner og hanner blandt søløver. Hannen kan veje op i mod 250 kilo, mens en fuldvoksen hun sjældent bliver tungere end 100 kilo.
På Galapagos findes i dag ca. 30.000 søløver jævnt fordelt over hele øgruppen. Jeg ville ønske for alle dykkere, at de én gang i livet fik lov til at dykke med disse legesyge væsener. Deres nysgerrige og kåde opførsel gør, at man konstant svømmer omkring blandt dem med et stort, dumt grin smurt ud i hele fjæset.
En morgen ankrede vi op udfor en søløvekoloni ved Baltra Island. Vi så frem til at skulle dykke med disse undervandsakrobater. Inden vi tømte vores veste, mindede vores guide os om at holde ekstra øje med de store hanner.
Om sommeren er det parringssæson i mange af kolonierne. Det gør hannerne ekstra mistænksomme og skinsyge. Så længe de ikke tror, at vi er der for at gøre kur til hunnerne, er der ingen fare på færde. Men hvis de fatter mistanke, svømmer de mod dig og begynder at gø ad dig. Denne advarsel skal tages ret alvorligt. Løsningen er at svømme ud på dybere vand. Det er nemlig selve stranden og måske 10 meter ud derfra, som hannen betragter som sit revir. Resten er hver mands eje.
for livet Jeg indså snart, at det var halsløs gerning at forsøge at følge de hurtige søløver med kameraet. Strategien blev i stedet at ligge helt stille og vente. Og det varede heller ikke længe inden de første modeller indtog scenen. Graciøse og akrobatiske optrådte de kun få meter fra kameralinsen. Men netop som jeg skulle trykke på udløseren, rystede hele kameraet.
Fæhoved, tænkte jeg ved mig selv, og vendte mig om for at overfuse den dykker, som tilsyneladende havde skubbet til mig. Men i stedet blev jeg mødt af to unge søløver. Mens jeg havde øjenkontakt med dem, lod de til at være helt uinteresserede og uskyldige.
Men så snart jeg vendte ryggen til, og begyndte at koncentrere mig om deres kammerater, begyndte de to ballademagere at trække i udstyret. Især havde de forelsket sig i de neoprenhylstre, der beskytter mine blitzer. Hvis ikke jeg havde været nervøs for, at de skulle bide kablerne over, havde jeg gerne ladet dem fortsætte.
Kender du den slags oplevelser som du ved, at du vil huske resten af livet? En begivenhed du igen og igen vil vende tilbage til, når du bladrer i dit indre fotoalbum? Da jeg lå på ryggen på den lyse sandbund og betragtede søløvernes leg med mine opstigende luftbobler lige over mig, vidste jeg, at dette ville være en af den slags oplevelser. Jeg ønskede bare, at det ville blive ved.
darwin Så oprandt endeligt dagen hvor vi med egne øjne skulle se, hvad der gemte sig nedenfor Darwins triumfbue. Dette dykkersted regnes blandt verdens absolut allerbedste. Vi befandt os omtrent 18 timers sejlads nord for hovedgruppen af øer ¿ længere mod nord kan man ikke komme på Galapagos. Jeg havde den samme følelse, som jeg havde som dreng inden juleaften. Hele kroppen dirrede af spænding og forventning ¿ der var ikke længe til.
Der var en næsten andægtig stemning, mens guiden Luis gennemgik dykket. Lige foran den berømte bue, falder det brat nedad til ca. 17 meter. Her findes et plateau, hvor alle skal klamre sig godt fast mens man venter på, at forestillingen skal begynde.
Det blæste 7-9 sekundmeter, og bølgerne var allerede tre meter høje, så vi gennemgik sikkerhedsreglerne endnu engang. Hvis man blev væk fra gruppen, og endte ude i det blå, havde man tre minutter til at lave en opstigning. Elles var der risiko for, at strømmene ville føre én så langt væk, at gummibåden ikke ville kunne finde nogen i den høje sø. Til den obligatoriske udrustning hørte derfor en dekobøje og signalfløjte.
¿ Ha¿ et godt dyk, sagde Per med tilstoppet næse og opsvulmede øregange. Natten inden havde han følt infektionen komme snigende, og i dag var den et fuldbyrdet faktum. Vi led alle med ham. Ingen kunne vel forestille sig et værre sted at være syg end ombord på en dykkerbåd ud for Darwin Island ¿ mens det var absolut højsæson for hvalhajer.
scenen Med vesten helt tom sank jeg hurtigere og hurtigere ned i dybet. Min eneste reference var Luis¿ opstigende luftbobler, som jeg vidste ville lede mig ned til plateauet. Efterhånden som vi ankom til den 10 x 3 meter store flade, gjorde vi os det behageligt og forsøgte at finde et så godt håndfæste som muligt i den pulserende strøm. Det gjaldt også om at sørge for at man ikke uforvarende satte hånden på en skorpionfisk i nærheden. Det ville være en ubehagelig overraskelse mens vi blafrede frem og tilbage som visne blade i en efterårsstorm.
Så startede vi vores venten. Vi stirrede stædigt ud i det blå i håb om, at et majestætisk væsen ville have den godhed at slå vejen forbi i den korte tid vi var på besøg.
Tiden passerede og intet skete. Dvs. intet er et relativt begreb i denne sammenhæng. Over os svømmede en håndfuld hammerhajer og galapagoshajer. Fra min plads kunne jeg se tre plettede muræner ude i det fri og ved min højre hånd ventede en snapper tålmodigt på, at noget spiseligt ville dukke op. Foran mig var hele vandmassen fyldt af kreolerbarser, der er den mest udbredte fiskeart på Galapagos. Det var ikke små mængder. Der var tale om måske 1000 fisk, der fløj forbi ¿ hvert minut. Som sagt: intet skete¿
overflod Pludselig så jeg ud af øjenkrogen, at Luis forlod plateauet med kraftige finnespark. Kun få sekunder efter lettede resten af gruppen på trods af, at ingen endnu havde set andet end blåt vand. Men efter 10 meter løsrev en skygge sig fra baggrunden, og jeg gispede bogstaveligt talt efter vejret. Uanset hvor mange film om disse kæmper man har set på National Geografic eller Discovery, kan man ikke rigtig forestille sig hvor store de faktisk er i virkeligheden. Hvalhajen, som var på vej i mod os, var en hun på 12-13 meter. I løbet af et minut svømmede jeg ved siden af denne verdens største fisk. Jeg var så tæt på, at jeg kunne røre den. Så stoppede jeg op og nød dens nærvær og lod til sidst halefinnen passere forbi mig. Det var en af verdens gladeste dykkere, der vendte sig for at svømme tilbage mod plateauet, da jeg pludselig befandt mig ansigt til ansigt med endnu en hvalhaj. Denne her var også stor som en bybus, og jeg befandt mig tilsyneladende på dens rute.
ny standard Vi blev ved Darwin i tre dage. Her satte vi en ny standard for hvad man kan nå at se på et 35 minutters dyk. Masser af galapagoshajer, 20-30 hammerhajer, en gigantisk plettet pilrokke, to jagende delfiner som næsten fløj forbi vores masker, seks hvalhajer og på sikkerhedsstoppet, en manta. Sammenlagt så jeg 19 hvalhajer på disse tre dage!
Ved frokosttid på den tredje dag, blev ankeret hejst, og vi styrede igen mod syd. Men vi var langt fra mætte på oplevelser med hvalhajer. Så næsten inden Darwin var forsvundet af syne, sad vi allerede i salonen og så på videooptagelser fra de forgangne dage. Igen og igen så vi hvalhajerne nærme sig klippen og hvor latterlige og små vi så ud ved siden af dem. De bevægede sig langsomt og majestætisk, næsten som i slowmotion. Men vi måtte svømme som desperate Duracellkaniner for at kunne følge med. Efter filmene var færdige, indså vi i vores stille sind, at det hele måtte have været en drøm.
DYK fagazine
Ønsker du at læse mere om dykning kan du læse det på DYKs hjemmeside, hvor du finder flere artikler - en dykkerguide m.m.
