Trine Hvid fra Holstebro har været på sprogskole i Brisbane. Hun rejste af sted med blandede følelser, men de forsvandt som dug for solen.
Af: Trine Hvid, Holstebro (MyPlanet)
Da jeg i oktober 2000 pakkede rygsækken for at tage på et 4-ugers sprogskoleophold i Brisbane i Queensland, var det med blandede følelser. Jeg skulle gå på East Coast College, og jeg skulle som størstedelen af deres studenter bo hos en australsk familie i "homestay". Det var det, jeg var mest usikker på! Hvordan kunne jeg, som havde boet for mig selv de sidste syv år, "flytte ind" hos en vildt fremmed familie i fire uger? 14 dage før afrejsen modtog jeg et brev fra skolen, hvor de fortalte kort om min kommende familie: hvor i Brisbane de boede, deres alder, beskæftigelse, børn, hobbies mv. Jeg sendte derefter en kort beskrivelse af mig og min familie. Så var vi alle blot en smule forberedte på hinanden. Jeg blev hentet i lufthaven af en repræsentant fra skolen. Vi talte om vind og vejr, og jeg fik lige det engelske sprog fundet frem igen. Chaufføren ringede til familien og oplyste, at vi var fremme om fem minutter. Spændende !!!
En varm og afslappet velkomst
Alle var hjemme, og jeg blev budt velkommen. Vi fik en kølig drink på verandaen, som havde smuk udsigt over parken med nyudsprungne blomster og flokkevis af papegøjer i alle mulige farver og størrelser. Herligt! Jeg fik en rundvisning i huset efterfulgt af en grundig gennemgang af dagligdagen, og hvad de forventede af mig. Puha, herefter kunne jeg slappe af. De forventede ikke, at jeg lavede mad, gik med hunden, tog opvasken og klarede tøjvasken. Nej, jeg skulle såmænd blot nyde mit ophold.
Ken, faderen i huset, fulgte mig i skole den første dag, viste mig, hvilken bus jeg skulle med frem og tilbage og hvor posthuset, banken, gode frokostcaféer, shoppingsteder og sidst men ikke mindst skolen lå. En kanon måde at komme i gang på. Jeg var jo ikke den første student, de havde haft boede, og nok heller ikke den sidste. Så de vidste, hvor meget første skoledag betyder for hele opholdet. Jeg blev sågar udstyret med små bykort, hvor busruten var tegnet ind og telefonnumre til Ken og Janet. Jo, der var styr på tingene.
Hyggelige hverdagsoplevelser
Da jeg forlod Danmark, virkede fire uger længe, men ak, de gik alt for hurtigt. Aftenerne tilbragte jeg som regel med familien foran fjernsynet. Vi talte om skolen, Danmark, Australien, hajer, slanger...Ja, vi talte om alt mellem himmel og jord. Det gjorde mit kendskab til Australien dybere og mit engelsk bedre. Så det var med en meget stor klump i halsen, jeg måtte sige farvel og tak for fire fantastiske uger. Vi har holdt kontakten lige siden. Da jeg sidste sommer besøgte Vestaustralien, måtte jeg selvfølgelig lige "et smut" forbi Brisbane og hilse på familien Muggleston. Så når Zindy Kuku Boogaloo synger "Friends Forever¿" fredag aften, går mine tanker tit og ofte Down Under.
Fakta om sprogskoleophold
MyPlanet er specialister i sprogskoleophold i Australien, New Zealand, Canada og USA. MyPlanet kan kontaktes på tlf. 97 42 50 11 / 33 55 75 55 eller www.myplanet.com
Opholdene kan vare fra fire uger til 52 uger. Prisen for et fire ugers ophold i eksempelvis Brisbane, Australien koster fra kr. 9.700 inkl. kost og "homestay", hvor man bor privat hos en australsk familie.
I stedet for "homestay" kan man vælge lejlighed eller kollegium. I New Zealand tilbydes endvidere "farmstay".
Hertil kommer udgifter til flybilletter og lommepenge ¿ regn med ca. 20.000 for fire uger.