SAS ønsker at give børn og familier den bedste start på rejsen.
Der er ikke grund til at trætte de små ben unødigt, så alle familier med børn bliver, når det er muligt, bedt om at gå først om bord.
Hver gang SAS går på vingerne, er der udpeget en stewardesse til at tage sig ekstra godt af de "små" passagerer og tilbuddene er mange. For børn kan det være svært at sidde stille i længere tid af gangen. Derfor udleverer SAS slik, spil og legetøj så rejsen ikke føles så lang.
Når det gælder maden om bord, tages der også ekstra hensyn til børnene, eftersom man kan bestille såkaldte children meals. Dog med undtagelse af flyvninger, der ligger inden for konceptet Scandinavian Direct.
Går rejsen til Beijing, Bangkok, Singapore og New York med et af SAS' nye langdistancefly Airbus A340, har børnene deres helt egen personlige videoskærm, som byder på spil og film, som de kan tænde og slukke for, når de vil. På disse ruter tilbyder SAS desuden soveposer til børnene, så de på en lidt hyggelig måde kan hvile sig lidt.
For børn er det også en stor og skæg oplevelse at kunne sidde ved vinduet og følge med i starten og landingen. SAS giver derfor mulighed for at forhåndsreservere vinduessæder, når rejsen går til interkontinentale destinationer.
Bestilling af children meals, soveposer og vinduessæder foregår sammen med bestilling af billetten.