Travelmarket Danmark
Log ind

Flodhesteslalom

Vi gør, hvad vi kan for at se så meget af verden som muligt og gerne på en spændende måde. Begrebet spændende er jo en relativ ting, men for os var det spændende at sejle ned ad Zambezi floden i en kano. Som den sidste del af en tre ugers tur til Zimbabwe og Botswana i oktober 1999 brugte vi fire dage på denne måde.
Zambezi floden har sit udspring i Zambia. På sin vej passerer floden Angola, Botswana, Zimbabwe og til slut, efter at løbe gennem Mozambique, ender den i Det Indiske Ocean. På den del af floden, som danner grænse mellem Zimbabwe og Zambia, finder man Victoria Falls - et imponerende vandfald med fald på op til 109 meter. Det er også stedet, hvor nogle betaler 90 US$ for at få lov at hoppe ud fra broen med en elastik bundet om benene, mens andre for det samme beløb får en hel dags oplevelser på en raftingtur gennem nogle af verdens bedste strømfald. Men det er en helt anden historie. Der er mulighed for at komme på kanotur i nærheden af Victoria Falls, men de virkelig spændende og lange kanoture har udgangspunkt i Kariba, som ligger cirka 360 kilometer længere nede af floden.

Ved Kariba er der bygget en dæmning over Zambezi floden, og derved er Kariba søen opstået. Dette er stadig en af de største kunstigt skabte søer i verden med en længde på 282 kilometer og 32 kilometer på det bredeste sted. Kanoturene foregår dog ikke på søen, men derimod på strækningen fra dæmningen og hele vejen til Mozambique.

De firmaer, som arrangerer kanoture, har alle et udvalg af ture med forskellig længde og på forskellige strækninger af floden. Hele turen fra Kariba til Kanyemba ved grænsen til Mozambique tager 10 dage. Idet vi havde begrænset tid til rådighed, valgte vi turen fra Chirundu til Mana Pools, som passede bedst ind i vores program. At det så rent tilfældigt er den flotteste tur og den tur, hvor man ser flest dyr, ja det gjorde jo ikke noget! Vi bookede turen ved Shearwater Canoeing - et troværdigt og professionelt firma, som vi varmt vil anbefale.

Forberedelse
Dagen før man skal afsted, får man en rigtig god orientering om turen, hvad man skal have med - og mindst lige så vigtigt - hvad man ikke skal have med. Det drejer sig rent praktisk om at have så lidt med som overhovedet muligt: et par lange bukser, en langærmet skjorte (der er myg om aftenen), en bredskygget hat (solen er ubarmhjertig midt på dagen), en T-shirt, et par shorts, badetøj, et par sandaler og et sæt undertøj til om aftenen (om dagen er det smart at have sit badetøj på under tøjet, idet man af og til vil blive tilbudt en dukkert i floden). Derudover skal man huske et kamera, masser af film, en lommelygte (der er ingen gadelamper på Zambezi), ekstra batterier, solcreme og myggebalsam. Hvis man har brug for noget sødt, så lad være med at tage chokolade med. Det forvandles til meget tynd Nutella, inden man når til frokost første dag. Tag i stedet nogle bolcher eller lignende med.

Den dag man skal afsted, bliver man hentet tidligt og kørt til kanofirmaets kontor, hvor man afleverer overskydende bagage til opbevaring og derefter hjælper med at læsse kanoer, telte og bagage på transportvognen. Skal man, som os, starte kanoturen i Chirundu, har man derefter en køretur på et par timer foran sig. Undervejs får man mulighed for at købe lidt ind, specielt vigtigt er det at få købt noget vand (ellers må man drikke kogt flodvand undervejs). Ankommet til Chirundu hjælper man med at læsse kanoer m.m. af igen. I det hele taget er en sådan tur præget af, at man er aktiv, man hjælper med de praktiske gøremål, man padler, man sætter telt op osv. Men frygt ikke - der er også masser af tid til at slappe af og nyde livet!

Flodhesteslalom
Noget af det første, man lærer på floden, er respekt - respekt for flodhestene! Flodhesten er det dyr i Afrika, der slår flest mennesker ihjel. Problemet er, at flodhesten har sit territorium i vandet, og krænker man dens territorium for meget, så angriber den. Det der for kanofarende gør det ekstra problematisk er, at flodhestene ofte ligger neddykkede og derfor ikke kan ses. Derfor er det guld værd med en dygtig flod-guide, der ved, hvor flodhestene plejer at være, og hvordan man finder ud af, om der er nogle der, hvor man er i tvivl. Og tro ikke at der kun er en flok flodheste for hver femte kilometer på Zambezi floden! Til tider føles det som om, de er allevegne - derfor bærer turen ofte præg af en gang flodheste-slalom. Det skærper absolut opmærksomheden og er en af de ting, der gør sådan en tur spændende.

Men der er ikke kun flodheste langs Zambezi. Man kan se et utal af forskellige vilde dyr og fugle. Og det bedste ved det er, at man selv er midt imellem dyrene og naturen. Man padler ofte rundt mindre end 10 meter fra store elefanter eller kæmpe bøffelflokke, man ser ofte en krokodille smutte ud i vandet, kort før man passerer det sted, hvor den lå og solede sig på bredden, og man må ofte flytte en ordentlig elefantlort for at få plads til at stille sit telt op på de småøer midt i floden, som man overnatter på. "Hvordan kommer elefanterne ud på øerne?" - tænker du måske. Nu kan elefanter jo bunde på selv temmeligt dybt vand, men skulle det blive for dybt, svømmer de bare - elefanter er udmærkede svømmere!

Gode guider
Når man så har padlet rundt på floden nogle timer, kan man godt blive sulten. Både vores frokost og aftensmad blev tilberedt af vores flod-guide Godswill og hans hjælper Lloyd, og det var altid lækker mad. Selv efter fire dage på floden med 35 graders varme om dagen, er de i stand til at trylle et velsmagende måltid ud af de tilbageværende råvarer (og det var ikke kun dåsemad). Ud over at være gode kokke, vidste de to guider også en utrolig masse om dyrene, planterne, landskabet og befolkningen langs floden. Det var en fornøjelse at stille dem et spørgsmål, for man kunne fornemme, hvilken ære de lagde i at svare så godt som muligt. At de så desuden var både charmerende, meget humoristiske, frække og lavede fis med både hinanden og os, ja det var bare med til at skabe en rigtig god stemning under hele turen.

Specielle toiletforhold
På turen har man de mest hygiejniske toiletforhold, man kan ønske sig. Samme toilet bliver aldrig brugt mere end en gang - man laver nemlig selv toilettet. Udstyret med en lille skovl, en rulle toiletpapir og en æske tændstikker begiver man sig ud bag en busk, graver et lille hul, laver det man skal, tørrer sig, brænder det brugte toiletpapir og dækker hullet igen. Enkelt og velfungerende!

Det med at vaske sig foregår i floden. I alle rejsehåndbøger står der: "Bad aldrig i Zambezi floden, den er fuld af krokodiller". Godswill sagde: "I skal rette Jer efter bøgerne, medmindre jeg siger noget andet!". Han stoppede en gang imellem midt under padleturene og lod os hoppe i vandet for at blive vasket/skyllet lidt. Når vi stoppede for overnatning, anviste han som regel også et sted, hvor vi kunne gå lidt ud i floden og bade/vaske os, så længe der var dagslys. Godswill morede sig gevaldigt, da han en aften tog os med hen til skrænten ved floden og lyste lige ned i øjnene på en stor krokodille, der lå lige der, hvor vi et par timer før havde fået et dejligt bad inkl. hårvask - "Jeg kender krokodillen, den kommer kun, når det er mørkt" - grinede han.

Vores tur bragte os gennem forskelligartet landskab. Turen var på i alt 75 kilometer. Det lyder måske af meget, men den kraftige strøm i floden gør, at det ikke er særligt fysisk anstrengende at padle 20 - 25 kilometer om dagen. Omkring Chirundu, hvor turen startede, ser man stadig bebyggelse og mennesker langs floden. Men når man kommer nærmere Mana Pools, som udover at være et navn for et sted på floden også er en stor nationalpark, er der ingen bebyggelse, ingen mennesker, men derimod flere og flere vilde dyr. Regntiden i dette område starter som regel omkring december, så hvis man kommer i oktober/november, er tørken på sit højeste. Det er også med til at øge mængden af dyr ved floden - der er simpelthen ikke vand til dem andre steder.

Kanoturen på Zambezi floden var absolut den bedste del af vores tur til Zimbabwe og Botswana. At være derude - kun os, kanoerne og naturen - det er en helt speciel og meget intens oplevelse. Vi vil anbefale alle naturelskere at tage på sådan en tur. Og det er for alle aldre. Med på samme tur som os var seks andre, heriblandt en sød engelsk pige på 18 år samt Carstens forældre, som begge er over 60 år. Og vi havde alle en fantastisk tur.
Så bare se at komme afsted! Og hils lige elefanterne fra os!

Fakta om turen
Vores kanotur var arrangeret af Shearwater Canoeing og blev (via Internettet) booket ved African Adrenalin. Alt fungerede perfekt, og vi kan anbefale både Shearwater Canoeing og AfricanAdrenalin. Al forplejning var inkluderet i prisen for den fire dages kanotur.
En masse god information om Lake Kariba, Zambezi floden, Mana Pools med mere, kan du få ved firmaet The Zambezi Safari & Travel co. Vore flybilletter blev booket gennem det danske firma Topas, hvor vi også bookede en overland-tur de to første af vore tre uger i Zimbabwe og Botswana.
 
Tekst:  Inge & Carsten Udsen
17.181 Brugere, 1.151.909 Billeder, 5.795 Filmklip
Få rejsetilbud med op
til 50% rabat

Rejsetilbud med op til 50% rabat
Dansk Flyprisindex hver måned
Virtuel prisagent til flypriser
... og meget mere
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd