EU´s konkurrencemyndigheder er stærkt bekymrede over en samarbejdsaftale mellem Lufthansa Og Austrian Airlines.
Kommissionen mener, at aftalen vil begrænse valgmulighederne for flypassagererne mellem Tyskland og Østrig og dermed virke konkurrenceforvridende.
De to selskaber har derfor nu fået to måneder til at ændre i aftalen, så den lever op til kommissionens krav. Hvis dette ikke sker kan aftalen ikke blive godkendt.
Kommissionen er også i færd med at undersøge en lignende aftale mellem SAS og AuA. Kommissionen har tidligere sendt et brev til de to selskaber, hvor man udtrykker en lignende kritik af aftalens negative indvirkning på konkurrenceforholdene på ruterne mellem Østrig og Danmark.
Kommissionen har også i et stykke tid kritiseret SAS´ aftale med Maersk om det skandinaviske marked samt SAS og Lufthansa´s samarbejdsaftale om ruterne
mellem Tyskland og Danmark.