De britiske lavprisselskaber EasyJet og det British Airways-ejede Go forhandler for tiden med den irske lufthavnsoperatør Aer Rianta om nye forbindelser mellem England og Irland.
Ifølge presseforlydener er Are Rianta villig til at lade selskaberne benytte lufthavnene gratis i de første tre år, hvis de flyver til Cork og Shannon. Selskaberne er desuden blevet tilbudt store rabatter på at benytte lufthavnen i Dublin.
Ryanair er i dag det eneste lavprisselskab, som beflyver Irland, så ankomsten af de nye vil formentlig betyde starten på en priskrig på ruterne mellem Irland og England.
Antallet af passagerer i Lufthavnen i Dublin vokser med en million om året. Sidste år passerede knap 14 mio. passagerer gennem lufthavnen. Shannon Airport havde 2,4 mio. og Cork Airport 1,7 mio.