Travelmarket Danmark
Mit Travelmarket
Tilmeld
Log ind
Gratis Rejsedagbog

Betaling på rejsen - hvad skal jeg vælge ?

Kontanter, kreditkort eller rejsechecks? - hvad skal jeg vælge.
Udbredelsen af internationale kreditkort har betydet, at plastickortene i dag kan bruges på de fleste feriesteder over hele verden. Dette er dog ikke ensbetydende med, at kontanter eller rejsechecks i nogle tilfælde ikke kan være den bedste løsning. I de fleste tilfælde vil man være godt dækket ind, hvis man medbringer nogle kontanter og et kreditkort. travelmarket.com fortæller her om fordele og ulemper ved de forskellige betalingsmidler.

Kontanter
Det er altid rart at have lidt af den lokale valuta med hjemmefra, så man har til den første taxatur eller til en cola i lufthavnen. Det er desuden ofte temmelig dyrt at veksle i lufthavnen.

Amerikanske dollars eller Euro er god hård valuta, som vil kunne veksles uden problemer de fleste steder i verden. Du er derfor altid sikker på at have penge på lommen, hvis du eks. medbringer US$. Ulempen ved kontanter er naturligvis, at man er sårbar i tilfælde af tyveri. Forsikringen dækker normalt kun tyveri af rede penge med maksimalt et par tusind kroner. Hvis pengene stjæles uden, at man har "gjort anskrig", som det hedder i forsikringssprog. eller hvis eks. hotelværelset ikke har været låst, så dækker forsikringen slet ikke. Det er derfor en dårlig idé, at have hele rejsebudgettet med sig i rede penge.

En anden ulempe ved kontanter er, at det er dyrt at veksle til lokal valuta, da du ofte får en dårlig kurs samt skal betale vekselgebyr.

Kreditkort
Et internationalt kreditkort såsom Visa, Mastercard eller American Express er en både bekvem og sikker betalingsmåde, når man er på rejse i udlandet. Kreditkortet kan bruges både direkte i butikkerne samt til at hæve kontanter i automater, banker eller vekselbureauer. Man skal efterhånden rejse til meget eksotiske destinationer før at man ikke kan bruge sit kreditkort. Ved at klikke her kan du undersøge, hvor brugbart dit kreditkort er i forskellige lande. De mest udbredte kreditkort er Eurocard og Visa, som begge kan bruges over 17 mio. steder i verden. Det koster et årligt gebyr at have et kreditkort. Størrelsen af gebyret afhænger af bla. af, hvor stor kredit kortet yder, hvor meget der maksimalt kan hæves pr. dag samt hvilke tilllægsydelser eks. forsikringer eller rabatordninger på billeje eller hotelophold, der er knyttet til kortet.

Et Eurocard classic med 40.000 kroners kredit og et maksimalt hævebeløb på 3000 pr. døgn koster 480 kr. Det er gratis at betale med kortet, men det koster to procent af beløbet eller minimum 50 kr., hvis man vil hæve kontanter i en pengeautomat eller bank.

Et Visa/Dankort koster omkring 150 kr. om året. Her kan man maksimalt hæve 2000 kr. om dagen og 15.000 pr. måned. Et Visa/Dankort giver ingen kredit udover den kredit, som eventuelt knyttet til den konto, hvor pengene hæves. Det er gratis at betale med kortet, men det koster to procent af beløbet eller minimum 30 kr., hvis man vil hæve kontanter i en pengeautomat eller bank.

Afregningen via dit kreditkort sker ofte til en fordelagtig kurs, idet kreditkortselskaberne bruger de store internationale banker til at forhandle kursen.

Kreditkort en en sikker betalingsmåde, hvis man behandler kortet forsvarligt. I forholdet til antallet af transaktioner er det kun forsvindende få, som oplever svindel med deres kort. Hvis du bruger til kreditkort til at betale billejen eller hotelregningen med, så skal du være opmærksom på at udlejeren eller hotellet kan finde på at trække ekstra beløb på din konto uden at du er klar over det.

Rejsechecks
Udbredelsen af rejsechecks er med kreditkortenes fremmarch blevet væsentligt mindre. Dette har indtil videre betydet døden for to check-typer nemlig postchecks samt euro-checken, som afgik ved døden ved udgangen af år 2000. Man kan dog stadig købe de gode gamle rejsechecks fra Thomas Cook eller American Express i sin bank. Disse checks fås på forskellige beløb og forskellige valutaer. Der findes nemlig stadig situationer, hvor det anbefales, at man bruger rejsechecks. Det gælder eksempelvis, hvis man skal til Nepal eller Laos eller hvis man generelt skal langt væk fra alfarvej.

En håndfuld rejsechecks er også et godt supplement til kreditkortet, hvis man eksempelvis skal på en længere rejse. Fordelene ved rejsechecks er, at de kan bruges over hele verden, samt at de er forsikret, så du får alle dine penge igen, hvis de skulle bliver stjålet. Husk derfor at skrive numrene på dine rejsechecks ned på et stykke papir, som du opbevarer separat. Ulemperne ved rejsechecks er, at de er dyre. Det koster typisk omkring 200 kr. at få dem udstedt, og når de skal indløses igen skal man for det meste betale et gebyr, som fastsættes af den bank, som skal veksle checken. Typisk koster det omkring 30 kr. pr. check, men gebyret kan sagtens være højere. En anden ulempe ved rejsechecks er desuden ikke så fleksible som kreditkort, fordi man ofte ikke kan bruge dem i butikker restaranter osv.
 
Tekst:  travelmarket.com - 
 
18.136 Brugere, 1.175.966 Billeder, 5.943 Filmklip
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
Information: