Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind

Ferie i London med børn

Ferie i London med børn

09-08-2010
Storbyferie med børn. Kan man det? Hvis byen er London er svaret ja. Det er klart at typen og mængden af aktiviteter til en vis grad bestemmes af børnenes alder, og selvfølgelig af familiens interesser. Men for børn fra ca. 5 år og op har London rigtig meget at byde på. Særligt muséerne er gode til at tilrettelægge for familier, og der er ofte særlige arrangementer for børn.

Flybilletter til London kan ofte fås særdeles billigt, og overnatning på et almindeligt pænt hotel i centrum kan for det meste også gøres for en rimelig penge så selv en større børnefamilie kan få råd til at unde sig en storbyferie. At der er gratis adgang til en lang række af top-attraktionerne gør det kun bedre.

Lav jeres egen pakkerejse til London, book fly og hotel sammen.

Prøv f.eks.:

Tag på sightseeing i dobbeltdækker: Når man kommer til en ny by, er en guidet tur i en sightseeing bus en god måde at blive introduceret til byen. Henvend jer til det nærmeste turistkontor, de kan fortælle jer om de forskellige selskaber, afgangstider m.m.

Science Museum: Et stort og veltilrettelagt museum hvor hele familien kan lege sig til spændende viden. Se her, hvad der passer til jeres aldersgruppe. Adgang til museet er gratis. Børnene vil også elske museets IMAX-biograf som dog ikke er gratis, se priserne på hjemmesiden.

The Natural History Museum: Her kan børnene få en folder med en guide, hvor der skal svares på spørgsmål, tegne, diskutere og vurdere. Som museet skriver i sin "overlevelsesside for forældre" kan enkelte af rummene være for mørke og uhyggelige for mindre børn, men blot I er opmærksomme på det, er det ikke noget problem. Gratis adgang.

National Gallery: Londons store kunstmuseum kan være en rigtig god oplevelse når børn og forældre følges og ser på billeder sammen. Museet arrangerer rundvisninger specielt for familier og i informationen kan I få børne-venlige audio-tours. Se detaljer på deres familieside og forhør jer nærmere i informationen. Her er også gratis adgang.

Tower of London: Ser ud som en borg skal, med fugtige fangehuller, glitrende kronjuveler og uhyggelige historier. Tower of London blev påbegyndt lige efter 1080 og har siden været fort, slot og fængsel. På deres familieside kan I finde priser, forslag til familieaktiviteter, og anden nyttig information.

London Zoo: Børnenes afdeling af London Zoo, Animal Adventure, er en sjov og hyggelig oplevelse. Gå ikke glip af deres shows. Sidste indgang 1 time før lukketid. Billetter kan bookes online.

Madame Tussauds: Det berømte vokskabinet er altid en stor oplevelse. Kør i taxi gennem Londons historie eller bliv fotograferet sammen med Jennifer Lopez eller Leornardi Di Caprio. Vær opmærksom på at enkelte dele af udstillingen kan virke uhyggelige for mindre børn. Disse er dog til at undgå. Billetter kan købes online.

Hvis I er afsted med lidt ældre børn er det oplagt at gå i teatret eller se en musical sammen: Londons west-end scener bugner bl.a. af flotte, familieegnede musicals. I skrivende stund er det f.eks Lion King, Shrek, Mamma Mia! og Troldmanden fra Oz. Se udvalget her

Gå i Hamley’s på Regent Street, den verdensberømte legetøjsforretning med ikke mindre en syv etager fulde af legetøj. Selvom man ikke skal købe noget, er det en oplevelse at se de flotte legetøjsudstillinger.

Vagtskifte ved Buckingham Palace: Ingen tur til London med børn uden at man har set vagtskiftet foran Dronningens slot med soldaterne med de store bjørneskindshuer. For præcise informationer om tidspunkter er det en god idé at kontakte et af de lokale turistbureauer.

Camden Market og Portobello Road er spændende markeder, hvor der er masser at se på for hele familien. Camden Market er åbent alle ugens dage, Portobello Road Market er åbent mandag - lørdag. Se også andre spændende markeder.

SEA LIFE London Aquarium: Et af europas største akvarier og det største og bedste af de 28 SEA LIFE attraktioner i Europa. Ligger centralt i London på Westminster Bridge Road. Se priser og book billetter på deres hjemmeside, hvor I også finder en åbningstider, en oversigt over guidede ture m.m.

The London Eye: Et kæmpe pariserhjul, der langsomt drejer rundt og giver jer en fantastisk udsigt over London. Kan dog ikke anbefales hvis man lider af højdeskræk. Prøv også deres 4D-forestilling før I begiver jer op i hjulet.

Og har I stadig energi I skal have brændt af, så prøv en af Londons legepladser. De ligger ikke på ethvert gadehjørne, men i mange af byens parker er der udmærkede legepladser med plads til madpakkespisning. F.eks. Diana Playground i Kensington Gardens som har Peter Pan-tema, eller Battersea Adventure Playground i Battersea Park - i Battersea Park ligger desuden bl.a. en børne-zoo. I kan finde flere legepladser på visitlondon.com.

Når sulten melder sig har London mange spændende restauranter. I London bor mennesker fra stort set hele kloden og alle har medbragt deres madkultur, så hvis børnene ikke har sarte smagsløg, så kan I gå på opdagelse i kinesiske, indiske, afrikanske og alle mulige andre spændende restauranter. Vil i prøve noget rigtigt engelsk, så gå ind på en pub og prøv et "pub meal" som er solid, traditionel engelsk mad, som sjældent generer nogens smagsløg. Der er selvfølgelig også spændende restauranter målrettet især mod børnefamilier. Find forslag på visitlondon.com.

Når man er turist i London skal man desværre være forberedt på at stå en del i kø. Ikke fordi de er specielt langsomme i London, men fordi det er en meget populær by at besøge. Heldigvis kan man i England det der med kø-kultur, så det er bare at stille sig op bagerst i den pæne, lige kø udenfor attraktionen.

Som alle andre steder når man er på ferie med børn må man indrette sig på middagssøvn, spisetider og evt. bleskift, og for de større børn skal der naturligvis oversættes en del. Til gengæld skal de nok få lært en masse engelsk, og det er altid spændende for dem selv at forsøge sig med et "thank you" eller "my name is...".

Det er en stor oplevelse bare at bevæge sig rundt i London, for her er der meget at se på. Der er et godt netværk af busser og undergrundsbaner, så det er nemt at komme til attraktioner lidt længere væk.

Find evt. mere inspiration på visitlondon.com.


Astrid Skjoldborg Glans - Travelmarket

Fotos:
1. visitlondonimages/ britainonview/ Pawel Libera
2. visitlondonimages/ britainonview
3. visitlondonimages/ britainonview/ Pawel Libera

16.996 Brugere, 1.137.396 Billeder, 5.748 Filmklip
Få rejsetilbud med op
til 50% rabat

Rejsetilbud med op til 50% rabat
Dansk Flyprisindex hver måned
Virtuel prisagent til flypriser
... og meget mere
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd