Papagayo strand på Lanzarote

De bedste strande på Lanzarote | 7 gode bud til dig

Klaus Bork Hansen
Lanzarote, en af de populære kanariske øer, er kendt for sin unikke vulkanske natur og meget anderledes og alligevel smukke strande. Her kan du få hjælp til at vælge de strande, som passer bedst til dig.

Jeg synes, at Lanzarotes kystlinje byder på en fascinerende blanding af sorte lavastrande og enkelte strålende hvide sandstrande. De appellerer til forskellige præferencer − fra rolig afslapning med smukke udsigter til spændende vandaktiviteter.

Mine bedste tips til strandoplevelser og andre oplevelser på Lanzarote

Da jeg besøgte denne kanariske ø, oplevede jeg, at Lanzarote ikke er et sted, som er overrendt af turister.

Vores guide fortalte os, at Lanzarote ikke er stedet, man tager til for bare at dase – men også for at opleve noget.
Der venter dig virkelig også nogle meget fascinerende natur- og strandoplevelser på Lanzarote.

Lanzarote byder på flere smukke hvide sandstrande – hvor min favorit er Playa de Papagayo. Vandet på Lanzarote er turkisblåt og klart og indbyder til svømning og andre vandsportsaktiviteter. Faktisk byder en af Lanzarotes strande på et sandt surferparadis, som sammenlignes med Hawaii.

Jeg har både besøgt Island og Lanzarote. Hvis jeg skal beskrive Lanzarote, er øen et varmt alternativ til Island. Jeg vil gerne besøge øen igen og genopleve de spændende naturfænomener og den vulkanske aktivitet, hvor man kan mærke naturen helt inde på kroppen.

Playa de Papagayo – Oplev øens smukkeste strand i en beskyttet bugt

Playa de Papagayo på Lanzarote
I den sydlige del af Lanzarote ligger Playa de Papagayo i en rolig bugt med fint, lyst sand og krystalklart vand. Den er en del af en række små bugter og er omgivet af høje klipper, som giver læ og privatliv.

Jeg synes, at Playa de Papagayo er en af de mest billedskønne strande på Lanzarote. Det siges også at være øens smukkeste strand. Faktisk er den ofte på listen over de bedste strande på De Kanariske Øer.

Stranden er en del af det naturbeskyttede område Los Ajaches, og det er med til at sikre dens uberørte skønhed og rolige atmosfære.

Takket være det rolige vand er dette sted ideelt til snorkling og svømning.

Henvender sig til: Familier, naturelskere og dig, som elsker at svømme og/eller snorkle.
Afstand til nærmeste by: Kort køretur på cykel eller med bil fra Playa Blanca
Størrelse: Middel
Toiletforhold: På restauranter.
Forplejning: Flere Restauranter tæt på.
Betaling: 3 Euro for at kommer ind i naturparken Los Ajaches, som stranden ligger i.
Tilgængelighed: Parkeringsmuligheder og adgang via en sandtrappe. du kan også tage en taxabåd dertil.
Sandtype: Lyst og fint sand
Vidste du at…: Navnet ‘Papagayo’ betyder ‘papegøje’ på spansk og er en hyldest til det farverige liv i og omkring bugten.

Playa Famara – Europas Hawaii og surfernes paradis

Surfere på Famara beach på Lanzarote
Playa Famara er en af de bedste strande på Lanzarote og berømt for:

  • sin dramatiske natur.
  • sin lange sandstrand.
  • og de ideelle vind- og bølgeforhold til surfing og kitesurfing.

Denne lange strand med sin rå skønhed er omgivet af dramatiske klipper og har et mere robust udseende med mørkere sand og stærkere bølger.

Stranden er populær blandt unge og sportsentusiaster og tilbyder fantastiske muligheder for at opleve Lanzarotes vilde side.

Henvender sig til: Unge, dig, som elsker at surfe og/eller kitesurfe, og dig som søger en mere rå og naturlig strandoplevelse.
Afstand til nærmeste by: I nærheden af landsbyen Caleta de Famara
Størrelse: Lang
Toiletforhold: På restauranter.
Forplejning: Flere restauranter i nærheden
Betaling: Offentlig adgang, Flere surferskoler på stedet.
Tilgængelighed: Let tilgængelig med bil
Sandtype: Gyldent og fint sand
Vidste du at…: Playa Famara kaldes ofte for “Europas Hawaii” på grund af sine ideelle betingelser for surfing.

Playa Blanca/Playa Dorada – Familievenlig, hvid sandstrand med masser af faciliteter

Playa Blanca/Playa Dorada på Lanzarote
Hvis strandlivet står højt på din ønskeliste, kan du vælge at bo i eller i nærheden af Playa Blanca.

Playa Blanca er nemlig ikke kun navnet på en by på Lanzarote, men også på en af øens mest populære strande − og det forstår jeg godt.

Denne bystrand, som også kaldes Playa Dorada, er kendt for sit fine, hvide sand og rolige, lave vand − ofte uden bølger. Det gør Play Blanca til et godt valg for familier med små børn.

Stranden har en lang og hyggelig strandpromenade, og den er veludstyret med faciliteter, herunder legepladser, toiletter og et stort udvalg af restauranter og butikker.

Henvender sig til: Familier med små børn, ældre og dig, som elsker at ligge i vandkanten og slappe af.
Afstand til nærmeste by: Ligger i byen Playa Blanca
Størrelse: Bred
Toiletforhold: Gode
Forplejning: Mange restauranter, barer og caféer langs strandpromenaden
Betaling: Offentlig adgang
Tilgængelighed: Det er nemt at komme ned på stranden, også for handicappede
Sandtype: Fint og gyldent sand.
Vidste du at…: Playa Blanca er et gammelt fiskerleje, men blev fra 1980erne mere og mere en turistmagnet. En kort færgetur fra Playa Blanca fører dig til en anden kanarisk ø, Fuerteventura, som er berømt for windsurfing, urørt natur og smukke badebugter. Så hvad med at tage en dagsudflugt dertil?

Playa Flamingo – Rolig, veludstyret sandstrand for familier og vandsportsentusiaster

Flamingo Beach på Lanzarote
Ganske tæt på Playa Blanca ligger Playa Flamingo i naturskønne omgivelser. Her kan du nyde en strandtur blandt bløde sandklitter og sparsom vegetation, der tilføjer et strejf af natur til den ellers veludviklede strand.

Det er en familievenlig og populær strand, som byder på blødt, hvidt sand. Det krystalklare vand er normalt meget stille, hvilket tiltrækker både svømmere og dem, der ønsker at dase i det lave vand.

Stranden er indrammet af en strandpromenade, der er perfekt til en afslappende gåtur med udsigt over havet.

På Playa Flamingo kan du forvente en bekvem og behagelig strandtur på grund af strandens fremragende faciliteter, inklusive flere spisesteder, rene toiletforhold og mulighed for at leje liggestole og parasoller.

Er du vild med vandsport, får du her mulighed for fx at snorkle og prøve paddleboarding.

Henvender sig til: Familier med mindre børn, ældre gangbesværede, vandsportsentusiaster, og dig som trænger til at slappe totalt af.
Afstand til nærmeste by: Tæt på Playa Blanca
Størrelse: Moderat
Toiletforhold: Gode faciliteter
Forplejning: Flere spisesteder tilgængelige
Betaling: Offentlig strand; faciliteter såsom liggestole og parasoller kan lejes
Tilgængelighed: God, inklusive tilgang for handicappede
Sandtype: Fint, hvidt sand

Playa Grande – Lang, familievenlig og livlig i Puerto del Carmen

Playa Grande på Lanzarote
Playa Grande er en meget populær bystrand, som ligger i den livlige badeby Puerto del Carmen på den sydøstlige del af Lanzarote.

Som navnet antyder, er det Lanzarotes længste strand, og den har en kæmpestor strandpromenade, som følger kysten rundt – med cykelsti, hyggelige caféer, masser af forretninger og områder med natteliv.

Den lange strandstrækning ligger i en beskyttet bugt og består for det meste af blødt, gyldent sand. Vandet er roligt og lavt og bliver kun gradvist dybt, hvilket gør Playa Grande perfekt til børn.

Samtidig kan de voksne nyde daselivet under palmetræerne blandt de vulkanske klipper og haveagtige områder. Fra stranden får du en fantastisk udsigt over naturreservatet Los Ajaches.

Her er flere spisesteder, gode toiletforhold og topmoderne faciliteter, som appellerer til alle typer besøgende.
Stranden er også rigtig fin til en svømmetur og til at dyrke vandsport som dykning, windsurfing, paddleboarding og vandski.

Henvender sig til: De fleste – både familier, unge, ældre og sportsentusiaster
Afstand til nærmeste by: Ligger i Puerto del Carmen
Størrelse: Lang og bred
Toiletforhold: Godt udstyrede toiletter med brusere er tilgængelige
Forplejning: Masser af barer, restauranter og caféer
Betaling: Offentlig strand, mulighed for at leje liggestole og parasoller plus vandcykler og udstyr til vandsport
Tilgængelighed: Let tilgængelig, handicapvenlig. Masser af parkeringsmuligheder
Sandtype: Gyldent, fint sand

Playa Caleton Blanco – Hvid sandkyst og krystalklart vand for familier, sportsudøvere og naturinteresserede

Playa Caleton Blanco på Lanzarote
Foretrækker du en rolig og naturskøn hvid sandstrand, er Playa Caleton Blanco et rigtigt godt valg.

Den smukke strand ligger nær fiskerbyen Órzola på nordøstkysten og er populær hos både turister og lokale. Det, der gør stranden til noget særligt, er de naturlige pools plus de sorte lavasten og små lommer af grønt, som danner en smuk og barsk ramme om stranden.
Den brede, gyldne sandstrand byder på hvidt, finkornet sand og klart, turkisblåt vand.

På grund af sin placering er Playa Caleton Blanco ofte beskyttet mod Atlantens stærke vinde, hvilket resulterer i relativt stille vand. Samtidig har stranden små naturlige pools, hvor vandet bliver gradvist dybere. Derfor er det et forholdsvist sikkert sted for familier med mindre børn. Sørg dog for at medbringe rigeligt med solcreme, for der er ingen parasoller eller skygge på stranden.

Nogle dele af stranden har en større havdybde og dermed gode muligheder for svømning og snorkling. Det er selvfølgelig også takket være det klare vand og de rige marine økosystemer nær kysten. Det er dog bedst at svømme ved højvande.

Strandens uspolerede, naturlige charme gør det også til et magisk sted for naturinteresserede, som ønsker at opleve Lanzarotes særlige økologi.

Henvender sig til: Familier med både mindre og større børn, og dig som er elsker store naturoplevelser eller vandsportsaktiviteter som svømning eller snorkling. Dog kun for erfarne windsurfere
Afstand til nærmeste by: Nær Órzola
Størrelse: Moderat
Toiletforhold: Nej desværre.
Forplejning: Ingen, så husk at medbringe mad, snacks og drikkevarer. Der er dog indkøbsmuligheder og hyggelige spisesteder i nærliggende Órzola.
Betaling: Offentlig strand, gratis adgang.
Tilgængelighed: Med cykel eller bil. Parkeringsmuligheder.
Sandtype: Fint, hvidt sand

Playa del Charco de los Clicos – Vulkansk vidunder

Charco de los Clicos på Lanzarote
På Lanzarotes vestkyst finder du Playa del Charco de los Clicos, som er bemærkelsesværdig for sit sorte sand og sin placering ved et nedsænket vulkankrater.

Stranden er berømt for en nærliggende grøn lagune, som er adskilt fra havet af et lag af sort vulkansk sand.

Stedet er en stor attraktion på Lanzarote, og du kan tage nogle fantastiske billeder af den grønne lagune, der står i stærk kontrast til den sorte lava.

Personligt brugte vi kun kort tid der, da vi besøgte stedet. Lugten af svovl fra den grønne lagune gør det nemlig ubehageligt at være der.

Henvender sig til: Fotografer og naturelskere
Afstand til nærmeste by: Tæt på landsbyen El Golfo
Størrelse: Lille
Toiletforhold: Ingen
Forplejning: Restauranter i El Golfo
Betaling: Offentlig adgang
Tilgængelighed: Adgang til stranden er begrænset
Sandtype: Sort, vulkansk
Vidste du at…: Den grønne lagune farve kommer fra alger og svovl.

Jeg håber, at du fandt en eller flere strande på Lanzarote, som passer til dine ferieønsker. Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis du har gode tips til strandene på Lanzarote, som du vil dele.

Fotos:
Papagayo strand på Lanzarote © Balate Dorin / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Playa de Papagayo på Lanzarote © eyewave / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Surfere på Famara beach på Lanzarote © Kamil Al Hinai / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Playa Blanca/Playa Dorada på Lanzarote © IMAG3S / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Flamingo Beach på Lanzarote © pkazmierczak / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Playa Grande på Lanzarote © Balate Dorin / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Playa Caleton Blanco på Lanzarote © Balate Dorin / iStock / Getty Images Plus via Getty Images
Charco de los Clicos på Lanzarote © Sybille Reuter / iStock / Getty Images Plus via Getty Images



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.