Skiferie i Østrig – Alpestemning og skiløb for hele familien

Skiferie i Østrig – Alpestemning og skiløb for hele familien

Travelmarket

Det er meget populært at tage på skiferie i Østrig for os danskere, og ikke mindst er Østrig populær hos familier. Her er skiløb i alle sværhedsgrader, af alle slags og for alle generationer, og dertil en masse østrigsk gemytlighed og charme.

Hvor skal du holde din skiferie i Østrig?

Østrig er det land, der dækker den største del af alperne. De østrigske alper strækker sig fra Wien i øst til Schweiz i vest og fra Tyskland i nord til Dolomitterne i syd.

Dette store bjergområde giver en mængde muligheder indenfor alpint skiløb såvel som gode løjper til langrend. Her er noget for hele familien, både mor og far, store og små børn og deres bedsteforældre. Teenagere og andre store legebørn vil glæde sig over de mange snowparks og funparks.

I Østrig er lift- og pistsystemerne ofte meget logisk forbundet og kapaciteten stor, så man undgår lange køer. De største skiområder i Østrig strækker sig over mange tinder og nogle råder over ca. 100 liftanlæg og har omkring 250 km velpræparerede pister. F.eks. Zillertal, Arlberg og Wilder Kaiser.

Til danskernes foretrukne skidestinationer i Østrig hører Wagrain, Saalbach-Hinterglemm, Sölden, Ischgl og Badgastein.

For den der helst vil kunne stå på ski hele året, er der også muligheder i Østrig, nemlig på skisportstederne ved de store gletschere Sölden-, Tuxer- og Stubaier gletscherne.

Østrigsk hygge, afterskiing og seværdigheder

Når man trænger til en pause eller til lidt mad og drikke mødes man ved de velkendte “Almhütten”, de typiske alpehytter, hvor man kan sidde ned og få lidt at spise og drikke eller noget at varme sig på.

I de små skibyer er der charmerende alpestemning, masser af shoppingmuligheder, spisesteder, caféer og barer med afterskiing – en disciplin østrigerne er rigtig gode til!

Vil man andet end at stå på ski byder Østrig også på meget andet, f.eks. drypstenshuler, saltgruber og kurbade. De fleste større østrigske vintersportssteder byder i det hele taget på mange aktiviteter ud over selve skiløbet.

Østrigerne er verdensmestre i afterski, og hovedingredienserne er Jägertee, Glühwein, Obstler og en god portion Gemütlichkeit!

Fotos:
Topfoto © istockphoto / mbbirdy



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.