Krydstogt i Caribien

Krydstogt i Caribien – Hvorhen, hvordan, hvornår m.m.

Maria Erica Jensen
Krydstogt er en af danskernes foretrukne ferieformer, og vil du opleve smukke caribiske øer, er et krydstogt nærmest den ideelle ferieform. I denne artikel giver vi dig en række gode råd, inden du køber et krydstogt i Caribien, og vi fortæller om nogle af de mest populære stop på krydstogtsskibenes ruter.

Hvilke rejsemål skal jeg vælge på mit krydstogt til Caribien?

Herunder har vi beskrevet nogle af de steder, som du kan besøge på et krydstogt i Caribien, og vi giver dig lidt inspiration til, hvad du kan opleve. Der findes mange andre steder at besøge, så det gælder om at finde det krydstogt, der passer lige til dig. Vi har valgt ikke at nævne flotte strande og turkisblåt havvand i beskrivelserne, som det nærmest er en garanti at opleve i hele det caribiske område.

Dansk Vestindien

Krydstogt i Dansk Vestindien

De gamle danske kolonier er naturligvis højt placeret på mange danskeres ønskeliste over rejsemål i Caribien. Du kan spadsere langs gamle gader med danske navne, besøge spændende historiske bygninger og indsnuse lidt af den gamle, danske atmosfære.

Krydstogt til Cozumel og Den Mexicanske Riviera

Mexicos østkyst, som også kaldes Den Mexicanske Riviera, er et populært stop for mange krydstogtsskibe. Flere steder kan du opleve de gamle men stadig meget imponerende ruiner efter mayaindianerne, og i gamle dage var øen Cozumel tilholdssted for kendte pirater som Sir Henry Morgan og Jean Lafitte.

Krydstogt til Bahamas

Bahamas er en af de klassiske krydstogtsrejsemål, og det er stadig meget populært. Hovedstaden Nassaus gamle gader byder på historiske bygninger, kunstgallerier og en cigarfabrik, hvor du kan rulle din egen cigar.

Krydstogt til Martinique

Columbus kaldte Martinique for “Den mest frodige, dejligste og mest charmerende ø i verden” – andre kalder øen for “blomsterøen”. Her dyrkes bananer, papayaer og ananas, og som øens tilnavn antyder, så er her mange smukke blomster. Den kreolske påvirkning på mad, arkitektur og kultur er fantastisk, og den gør Martinique til noget for sig selv.

Krydstogt til Jamaica

Har man sagt Jamaica, bliver man også nødt til at sige reggaemusik og Bob Marley. I hovedstaden Kingston kan du besøge Bob Marley-museet. Kulturen på Jamaica er igennem tiderne blevet præget af både asiater, afrikanere, spaniere og briter, hvilket giver Jamaica en helt særlig stemning.

Krydstogt til Barbados

Folk på Barbados beskriver af og til øen som “mere engelsk end England selv”, men det skal du ikke lade dig snyde af, for Barbados har sin helt egen charme. Først og fremmest er det skønne tropiske klima anderledes end det britiske, og Barbados’ kultur med musik, dans, mad, sprog og kunst bærer en tydelig afrikansk indflydelse.

Krydstogt til Tobago

Tobago er den tilbagelænede ø i landet Trinidad og Tobago. Sammenlignet med Trinidad er der på Tobago mere fokus på natur og afslapning. Her kan du opleve regnskov, vandfald og gamle historiske bygninger – blandt andet King George fortet.

Der findes også mange andre krydstogtsrejsemål end ovenstående. Udvalget er kæmpe stort – det gælder om at vælge det krydstogt, som passer bedst til dine behov. Tag dig god tid til at undersøge de forskellige muligheder, og beslut dig først, når du præcis ved, hvad der passer bedst til dig.

Hvornår er et krydstogt i Caribien bedst?

Højsæsonen for krydstogter i Caribien er fra midten af december til midten af april. På dette tidspunkt er vejret ofte koldt og vådt i Danmark, og det stik modsatte i Caribien, hvor det er varmt og tørt.
Ulempen ved at rejse på dette tidspunkt er, at det også er det dyreste tidspunkt at rejse på.

Hvis du ønsker et roligt krydstogt, kan marts måned været et dumt tidspunkt at tage af sted, for her har amerikanerne “Spring break”, og derfor vil nogle krydstogtskibe være fyldt med familier.

Lavsæsonen for krydstogter i Caribien ligger fra juni til november. Vejret er mere ustadigt på dette tidspunkt, og der er en risiko for regn med voldsomme tropiske regnskyl. I denne periode kan du også risikere, at der opstår orkaner – specielt i efterårsmånederne; oftest vil skibene dog sejle væk langt uden om orkanerne.

Hvordan finder jeg rejsen?

Skøn caribisk strandDer er flere forskellige muligheder for at købe et krydstogt i Caribien. Du kan arrangere hele rejsen selv, købe en færdigpakket rejse eller vælge noget midt i mellem.
I vores sektion med temarejser finder du flere forskellige typer af tilbud på krydstogter i Caribien fra forskellige rejsebureauer – klik her og vælg det land, som du især ønsker at dit krydstogt skal inkludere.

Læg mærke til, at nogle tilbud inkluderer fly fra Danmark, og andre KUN inkluderer selve krydstogtet. Hvis du køber en samlet rejse, har du en større tryghed, når du er af sted.

Hvis du vælger at købe krydstogtet separat, skal du selv finde flybilletter. De fleste caribiske krydstogter starter i Florida, og der kan du ofte finde billige flybilletter til.
Du kan søge efter flybilletter i vores flysøgemaskine her.

Et godt tip er, at du gerne skal ankomme en dag eller to før, dit krydstogt starter. Så kan du være helt frisk fra starten, og du er sikker på, at en flyforsinkelse ikke betyder, at du ikke når at komme ombord.

Uden for højsæsonen er det ofte muligt at finde en god afbudspris på et krydstogt i Caribien direkte ved krydstogtsselskabet. Desværre hjælper det ikke os danskere så meget, for flypriserne stiger oftest, når du kommer tæt på afrejse. Derfor er det ofte bedst for danskere at bestille et krydstogt i Caribien i god tid.

Andre gode råd

Indrejsetilladelser og visum
Danskere kan visumfrit rejse ind i USA, men for at komme ind skal du have en indrejsetilladelse (ESTA) .
Læs mere om reglerne her. Tjek også, hvad reglerne er for indrejse i de forskellige lande, som du skal besøge på dit krydstogt.

Vaccinationer og rejseforsikring
Selvom en stor del af din tid bliver tilbragt i luksus på et krydstogtsskib, er det nødvendigt at konsultere din læge angående relevante vaccinationer. At spare vaccinationerne væk kan blive dit livs dummeste beslutning. Husk også en rejseforsikring.

Udflugter til land
Krydstogtsselskabernes egne udflugter på land er ikke altid de bedste, og de er heller ikke altid de billigste. Brug lidt tid med at tjekke alternativer på Google, inden du bestiller. For eksempel findes der selskaber som cruisingexcursions.com, som har specialiseret sig i ture, men du kan også arrangere din helt egen personlige tur og komme til at se præcis det, som du har lyst til.

Romantisk krydstogtsstemningTænk dig grundigt om
Inden du taler med et eller flere rejsebureauer, er det en god idé at tænke nøje over, hvad det er, du og dine rejseledsagere gerne vil lægge vægt på under jeres krydstogt.

Dit fokus kan være for eksempel være luksus, mest for pengene, god mad, romantik, underholdning, gode udflugter, fitness, gode seniorfaciliteter, aktiviteter for små børn, faciliteter til store børn, specielle arrangementer for enlige eller noget helt andet, og vælg så krydstogt ud fra det.

Gode råd fra eksperterne om krydstogt i Caribein

I en tidligere artikel har vi talt med tre rejsebureauer i Danmark om deres syn på krydstogt. Så skal du på dit første krydstogt, kan jeg varmt anbefale, at du læser denne artikel, hvor flere af eksperterne kommer ind på krydstogt i Caribien.

Du får blandt andet gode råd om betaling ombord på skibet, om at arrangere udflugter samt eksperternes helt egne god råd til førstegangskrydstogtrejsende. Klik her for at læse artiklen.

Sammenlign tilbud på et krydstogt i Caribien

Nedenfor finder du gode tilbud på krydstogtsrejser til Caribien.

Fotos:
Topfoto © istockphoto
Strand / Beach © istockphoto / mfron
Romantisk udsigt © istockphoto / guvendemir



Kommentarer til indlægget

  1. Hej!
    Vil osse lige kommentere krydstogtferie! Skal den 3 januar 2016 paa krydstogt no. 52 indendor de sidste 20 aar, saa ved hvad jeg taler om. Det er verdens bedste ferieform, og ikke dyrere end hvis man boede paa hotel de forskellige steder, endog billigere! Mit problem er nu, at jeg “naesten” har vaeret alle steder – fra
    Grønland i nord til Antartic i syd og det meste midt imellem!! Gensynsglaeden er dog osse rar!!

    • Hej Svend,
      Mange tak for din positive kommentar. Jeg er sikker på, at den vil overbevise mange, som er usikre på, om de nu osse skal forsøge sig med krydstogtsrejser.
      Rigtig god rejse og rigtig glædelig jul!
      Mange venlige rejsehilsner fra Birgitte, Travelmarket.

  2. Super artikel. 🙂 Der er slet ikke nok danskere som ved hvad et krydstogt går ud på. Når man først har fået prøvet det, så vil man ikke rejse på andre måder. 🙂

    • Hej Anders,
      Mange tak for din kommentar. Det lyder til, at du har haft nogle fantastiske rejseoplevelser på dine krydstogtsrejser. Er der nogle destinationer, som du især kan anbefale til os nybegyndere inden for krydstogtsrejser?
      Mange hilsner
      Birgitte, Travelmarket

  3. Kaere Maria,

    Der er ogsaa en anden form for krydstogter som stort set er ukendt derhjemme og som goeres paa private baade med mandskab. Den slags hoerer vi jo kun om naar det drejer sig om royale og rockstjerner. Men der er faktisk en kaempe flaade af sejl og motor baade – specielt omkring Jumfruoerne – hvor du booker en baad som passer i stoerrelsen (I er de eneste gaester ombord) og laegger ruten som det passer dig med hjaelp fra mandskabet. Priserne starter omkring DKK 1800/dag/person og det er ALT INCL., ikke extra for drinks etc. http://blog.amazingcharters.com/affordable-private-yacht-luxury-cruises/

    Lyder det ikke spaendende???

    Ulla

    • Kære Ulla,
      Jeg tillader mig lige at svare på Marias vegne.
      Tusind tak for dit gode råd, som er til stor inspiration for os andre. Det lyder fantastisk spændende!
      Mange hilsner
      Birgitte, Travelmarket

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.