Overvejer du krydstogt? Her får du gode råd fra fire cruiseeksperter

Overvejer du krydstogt? Her får du gode råd fra fire cruiseeksperter

Birgitte Oxlund
Er du en af dem, som gerne vil prøve et krydstogt, men ikke har taget skridtet endnu? Så læs med her, hvor fire krydstogtseksperter giver dig gode råd og tips om krydstogtsrejser.

cruise i MiddelhavetForestil dig, at du bliver forkælet fra morgen til aften. Du kan slappe af på en liggestol, svømme en tur, se en film i biografen, shoppe i butikker, dyrke din favoritsport eller se et underholdende show.

Når du er sulten eller tørstig, kan du frit vælge imellem flere gode restauranter, barer og cafeer. Du har en fantastisk udsigt, som hele tiden skifter fra vide horisonter til smukke kyster og til vide horisonter igen. Ind imellem kan du tage båden i land og udforske en ny spændende destination. Og hver aften kan du sove i den samme seng og skal ikke tænke på at pakke sammen og flytte din bagage.

Læs også: Hvad koster krydstogter? – Find svaret her

Er det sådan, du også forestiller dig livet ombord på et krydstogtskib? Jeg har ikke været på et krydstogt endnu. Men jeg føler mig fristet til at prøve det på et tidspunkt. Derfor kontaktede jeg fire eksperter fra krydstogtsbranchen for at få deres råd og tips til, hvad man skal vide, inden man booker sit første krydstogt. Herunder kan du læse, hvad du skal være opmærksom på og overveje, inden du booker dit første cruise.

Ekspertråd fra Claus Jensen fra MyCruise

Hvad er inkluderet i prisen på et krydstogt?

Prisen inkluderer som regel altid selve krydstogtet, helpension i buffet og á la carte restauranter, vand, kaffe, the & juice til måltider, roomservice i kahytten, fri adgang til swimmingpools, jacuzzis, fitnesscenter, sportsfaciliteter & teater ombord samt skatter & afgifter. Hos nogle rederier er drikkepenge også inkluderet prisen.

Hvordan betaler du ombord?

kan jeg selv arrangere udflugter på et krydstogt

Et cruise er et pengeløst samfund. Dit nøglekort fungerer som betalingskort, og alle de køb, du foretager ombord, vil blive påført kortet. På de fleste skibe er det muligt at følge dit forbrug på kahyttens tv under rejsen eller ved henvendelse i receptionen. Du vil modtage en specificeret regning af kontoen den sidste dag af dit cruise, så du har mulighed for at kontrollere alle dine køb under cruiset.

Hvordan bestiller du udflugter, og kan du selv arrangere udflugter?

Når du er på krydstogt, vil du automatisk få mange oplevelser – både til lands og til vands. Skibene tilbyder et hav af udflugter, og du kan vælge at bestille udflugterne hjemmefra eller ombord på krydstogtskibet. Hvis du vil være sikker på at få plads på en bestemt udflugt, anbefaler vi, at du bestiller hjemmefra, da enkelte udflugter kan blive udsolgt. De fleste skibe tilbyder et væld af udflugter til lands, fx golfudflugt eller byvandring, men udbuddet af udflugter varierer fra rederi til rederi.

Du kan også sagtens vælge at gå i land og opdage destinationen på egen hånd.

Hvilket område skal du vælge, når du første gang skal på krydstogt?

Et 7-nætters cruise i Middelhavet er en meget populær rejse, da der er gode flyforbindelser til de fleste afrejsehavne.  Man kan fx sejle til og fra Barcelona, hvortil der er gode direkte flyforbindelser fra både København og Billund.

Når man siger krydstogt, siger man automatisk også Caribien, og et krydstogt i det smukke caribiske øhav er garanti for fantastiske ferieoplevelser og sol fra morgen til aften.

Vil du gerne slippe for en lang flyrejse, så er det også muligt at stige på et flydende hotel i København. Direkte fra København kan du fx opleve de fascinerende og spændende baltiske hovedstæder eller få naturoplevelser i verdensklasse på et cruise til de fortryllende norske fjorde.

Hvad, du skal vælge, afhænger meget af, hvem du er, og hvad du ønsker at opleve – der er et hav af muligheder!

Tre gode råd til dig, som ikke har erfaring med krydstogter.

kontakt et krydstogtbureau

Der er rigtig mange forskellige rederier og skibe at vælge imellem, og det kan være svært at finde netop det skib, der passer til dig og din partner eller til hele familien. Derfor er det en rigtig god idé at kontakte et krydstogtbureau, hvor krydstogteksperterne har mange års erfaring i at finde det helt rigtige krydstogt ud fra dine ønsker.

Kahyt el. klædeskab – det er vigtigt at gøre sig klart, hvilken komfort du ønsker! En udvendig kahyt, balkon kahyt eller suite er ofte lidt dyrere end indvendige kahytter. Men pengene kan være godt givet ud, hvis udsigt har høj prioritet på krydstogtrejsen. Dog findes der meget velindrettede indvendige kahytter på de fleste skibe og store, flotte fællesarealer, hvor det er muligt at slappe af og nyde udsigten. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvad du ønsker på rejsen.

Tjek prisen i forhold til skibets standard, gastronomi og service. Tjek også, hvor meget der er inkluderet i prisen, og hvad der evt. kommer oveni prisen. Ofte kan det betale sig at købe en All Incl. drikkepakke hjemmefra, så alle drikkevarer ombord også er betalt for på forhånd.

Nyd det – det er en fantastisk ferieform!

Ekspertråd fra Monika Grinschgl hos Norwegian Cruise Line

Hvad er inkluderet i prisen, når du booker et krydstogt med Norwegian Cruise Line

Følgende er altid inkluderet, når du booker et krydstogt med NCL:

  • Valg af værelsestype
  • Alle måltider i udvalgte restauranter (enkelte ”specialty dining”-restauranter kræver særskilt betaling)
  • Stort udvalg af prisvindende underholdning inkl. Broadway-musicaler
  • Vandland og sportsfaciliteter (for eksempel fitnesscenter og rebbane)
  • Børne- og ungdomsklubber

Hvordan betaler du ombordpå et af Norwegian Cruise Lines skibe?

Norwegian Cruise Line

Valutaen der anvendes ombord på NCLs krydstogskibe er amerikanske dollars. Når gæster checker ind på skibet, åbner de samtidig en konto ved at registrere et betalingskort.

Man kan også anvende kontanter som betalingsmetode, når kontoen oprettes, ved at indsætte et depositum ved check-in. Følgende beløb anbefales:

  • 7-dags krydstogt: 300 dollars per person
  • Mindre end 7 dage: 150 dollars per person
  • Mere end 7 dage: 450 dollars per person

Hvordan bestiller du udflugter på land, og kan du selv arrangere udflugter?

Udflugter på land kan bookes via Norwegian Cruise Line.

  • Mulighed 1: Inden krydstogtet via gæstens MyNCL-konto
  • Mulighed 2: I løbet af krydstogtet via skibets medarbejdere, der er ansvarlige for udflugter

Derudover er alle gæster frie til at organisere deres egne udflugter, som det passer dem bedst. I det tilfælde er det gæstens eget ansvar i forvejen at gøre sig bekendt med det givne lands respektive indrejseregler samt tage de nødvendige forholdsregler. Det er også enormt vigtigt, at man sætter sig ind i skibets afrejsetidspunkt, når man selv planlægger en udflugt på land.

Hvilke(n) destination(er) vil du anbefale til førstegangs-krydstogtsgæster?

For en gæst der prøver krydstogt for første gang anbefaler vi destinationer, som man kan nå på en relativt kort sejlads (tre-fire dage) for at give den nye ferieform en prøvekørsel. NCL tilbyder denne type korte sejladser fra Miami til Cuba, med en overnatning i Havana, til Bahamas eller i den vestlige del af Middelhavet fra Rom eller Barcelona.

Men også destinationer, der tilbyder et nyt perspektiv fra søsiden, kan være interessante for første-gangs-krydstogtgæster såsom Alaska eller Hawaii.

Tre gode råd til dig, som er nybegynder inden for krydstogtferier

krydstogter

Book et krydstogt under Wave Season
Januar til og med marts er årets først rabatperiode — også kendt som Wave Season. Under denne slags rabatperioder kan man som oftest finde gode priser og pakkeløsninger hos krydstogtselskaberne.

Uden for Wave Season er det stadig muligt at finde gode priser, men det er en god ide at booke i god tid. Hvis du har mulighed for at booke 6-9 måneder i forvejen, så er det meget sandsynligt, at du kan finde en god aftale. På særligt populære destinationer eller afgange med begrænsede sejladser, er du muligvis nødt til at bestille i endnu bedre tid, og her anbefaler vi, at du gør det minimum 12 måneder i forvejen.

NCLs krydstogtapp “Cruise Norwegian”
Download app’en “Cruise Norwegian” for at håndtere dine krydstogtmuligheder direkte fra din smartphone. Alle dine valg er tilgængelige i app’en lige fra online check-in og restaurantreservationer til bestilling af udflugter på land.

NCLs nye opgraderingsformat “Free at Sea”
Opgrader din ferie for kun €99* og vælg to ud af de følgende fem Free at Sea-pakker for at skræddersy din krydstogtferie med NCL i endnu højere grad:

  • Premium Beverage-pakken (inkluderer alle drikkevare, med eller uden alkohol, der koster op til 15 dollars per glas)
  • Specialty Dining- pakken (inkluderer tre aftener med fri adgang til NCLs ”specialty dining”-restauranter)
  • Internet-pakken (250 minutters Wi-Fi per kahyt**)
  • Shore Excursion-pakken (50 dollars per kahyt i hver havn til udflugter på land)
  • Familie og venner betaler kun for afgifterne (gælder for den tredje og fjerde passager i en kahyt)

*til krydstogter på 7-9 dage
**Værdien afhænger af krydstogtets længde

Ekspertråd fra Morten Strobel fra Strobel.dk

Hvad er inkluderet i prisen på et krydstogt?

På de fleste af vore krydstogter er alle måltider, underholdning ombord på skibet og havneskatter inkluderet i prisen. Der findes nogle rederier, hvor drikkevarer ligeledes er inkluderet. Vi tilbyder altid krydstogtrejsen som en pakkerejse hvor flyrejse, hotelovernatninger og transfer er en del af den samlede pakke.

Hvordan betaler du ombord?

Hvordan betaler jeg ombord på et krydstogtskib

Inden du går ombord på skibet oprettes en konto der tilhører den kahyt, du bor i.
Alle de køb, du foretager, vil blive ført på kahytskontoen, som afregnes med et kreditkort.

Hvordan bestiller du udflugter, og kan du selv arrangere udflugter?

Vi arrangerer ofte selv udflugterne – men ind imellem har rederiet nogle rigtigt spændende ture, som vi vælger at købe.
Det er en fordel at bestille disse ture, inden du rejser, eftersom turene kan være udsolgt, hvis du venter.

Hvilket område skal du vælge, når du første gang skal på krydstogt?

Caribien er et af de mest oplagte valg for det første krydstogt. Du kommer til at besøge mange spændende destinationer, oplever forskellige kulturer og har dermed muligheden for at kombinere oplevelsesferie med badeferie. Nogle foretrækker en lidt kortere rejse, og her er Middelhavet selvfølgelig det mest oplagte valg.

Læs også: Krydstogt i Caribien – Hvorhen, hvordan, hvornår m.v.

Tre gode råd til dig, som ikke har erfaring med krydstogter.

nybegynder på krydstogt

Kontakt et dansk rejsebureau, som har ekspertise i krydstogter. På den måde får du den rigtige vejledning omkring rejsen og de destinationer, du besøger.

Bestil rejsen i god tid. På den måde sikrer du, at du får den rigtige rute samt den ønskede kahytstype og samtidig den bedste pris. Dette gælder særligt ved rejser i højsæsonen.

Bestil rejsen som en pakkerejse i kombination med flyrejse og hotel. På den måde sikrer du din drømmerejse bedst muligt imod svigt fra leverandører.

Ekspertråd fra Pia Boe Berger fra Escape Travel

NB! Man kan desværre ikke længere købe krydstogter hos Escape Travel. Men Pias gode råd og tips om krydstogter gælder stadigvæk.

Hvad er inkluderet i prisen på et krydstogt?

Det er lidt forskelligt fra rederi til rederi, men som udgangspunkt (ud over din kahyt) er det fuld pension ombord i udvalgte restauranter, alle shows samt underholdning, fitnesscenter og øvrige aktiviteter, børneklubber, 24-timers roomservice og så selvfølgelig de lokale skatter og havneafgifter.

Hvordan betaler du ombord?

krydstogt med familien

Det er så dejlig nemt, at alt du køber ombord – lige fra en cocktail i baren, til parfumer eller tøj i butiksarkaden til skønhedsbehandlinger i spaafdelingen – betales ved, at du bare fremviser dit nøglekort til din kahyt. Den sidste dag modtager du en ’kontoudskrift’ på dit forbrug undervejs.

Hvordan bestiller du udflugter, og kan du selv arrangere udflugter?

Du kan til enhver tid arrangere dine egne udflugter og gå i land på egen hånd. Men vi anbefaler som regel, at man benytter sig af de gode udflugtstilbud, som rederierne tilbyder. Disse kan bestilles på rederiets egen hjemmeside inden afrejse, eller når du er kommet ombord – enten ved udflugtsskranken eller via tv-skærmen i din kahyt.

Hvilket område skal du vælge, når du første gang skal på krydstogt?

Vi tilbyder bl.a. nogle rigtig dejlige og prisvenlige krydstogter ud af København – bl.a. op langs Norges smukke kystlinje eller til Baltikum. Det er dejlig nemt, og du skal ikke til at booke fly. Ellers er Middelhavet utrolig attraktivt i sommerhalvåret og Caribien i vinterhalvåret.

Tre gode råd til dig, som ikke har erfaring med krydstogter.

krydstogter med børn

Tre gode råd: Ring, ring og ring! Til et rejsebureau, som er specialist inden for krydstogtsrejser!  Fortæl, hvordan du vil rejse – er I en børnefamilie eller rejser I som par – ønsker I et krydstogt med rejseleder og planlagt udflugtsprogram – hvilket budget har I – samt andre ønsker og forventninger. Specialisterne kender krydstogtskibene og destinationerne og kan derfor ret let guide dig hen mod det helt rigtige valg for dig, således du kommer hjem med de bedste oplevelser i bagagen!

Hvis du selv har et godt tips til os, som overvejer at tage på vores første krydstogt, må du endelig skrive det i kommentarfeltet.

Topfoto (c) istockphoto / Feverpitched
Santorini (c) istockphoto / irakite
Swimmingpool på skib (c) istockphoto / Escaflowne
Caribien (c) istockphoto /NAN104
Mor og datter i spa (c) istockphoto /Paha_L
Cruise i Grønland (c) istockphoto /befa
Solnedgang på dækket (c) istockphoto /djjohn
Cruise i Norge (c) istockphoto /Ladiras



Kommentarer til indlægget

  1. Hvis man vil have elegance og pænt tøj på til middag og undgå for mange børn og personer der er til party, så skal man ikke vælge NCL, RCL, MSC eller Costa, da de henvender sig til familier og unge. Vælg i stedet Cunard, hvor gamle traditioner holdes og der er ball hver aften med bigband og jazzorkester. Vil man have lidt mere gang i den men stadig traditionelt så tag Princess eller Holland America Line. 🙂

    • Kære Teit,

      Mange tak for dine gode tips til, hvilken krydstogtselskab man skal vælge. De er virkelig værdsat!

      De bedste rejsehilsner Birgitte, Travelmarket

  2. Hos det italienske cruiseselskab MSC vil man gerne give de rejsende det indtryk, at man skal betale 10 euro per dag (for hver rejsende) i drikkepenge til skibets personale. Hvis du ikke vil det, så skal du være meget vågen, når rejsen slutter og der skal betales. Du skal i meget klare vendinger sige fra, og du skal kontrollere regningen meget nøje – især hvis du betaler med kort.

  3. Det er slet ikke sikkert, det kan betale sig at bestille i god tid for at få den bedste pris!
    Jeg var på krydstogt i Østersøen for et par år siden i august måned, og vi bestilte allerede i februar eller marts for at være sikker på at kunne komme afsted i en bestemt uge. Vi gav fuld pris for rejsen + ekstra for et “all-inclusive-kort” til drikkevarer.
    På turen mødte vi andre danskere, der havde bestilt kort tid forinden, og de havde fået turen til under halv pris inklusive drikkevarer og en bedre kahyt end os.
    Vi følte os noget snydt.

    Jeg er klar over, at det var restpladser, der kunne udbydes til en lavere pris for at få dem solgt, og vi kunne ikke vide, at vi kunne have fået plads i den givne uge til den pris, hvis vi havde ventet, så vi var nødt til at bestille for at være sikre.
    Men vi følte os stadig snydt.

    De eneste, der er sikre på at få en god pris, ved at man bestiller i god tid, er vist sælgerne 🙂

    • Kære Kirsten,
      Mange tak for din kommentar til vores artikel.

      Du har fuldstændig ret i, at det er ærgerligt at opleve, at andre har fået den samme rejse meget billigere.

      Den problemstilling findes desværre for alle rejser. Priserne afhænger af flere faktorer såsom vejret i Danmark. Hvis vejret er godt, er der færre, som rejser til udlandet, og så falder priserne. Hvis vejret er dårligt, fastholdes priserne, og rejserne er oftest udsolgt.

      Hvis man vil være helt sikker på at få en bestemt rejse på en bestemt dato, er man nødt til at bestille i god tid.

      Samtidig vil jeg lige informere dig om, at Travelmarket er en rejsesøgemaskine, Vi sælger ikke rejser og bestemmer derfor ikke over priserne på krydstogtstilbud.

      Venlige rejsehilsner
      Birgitte fra Travelmarket

  4. Ang. valg af kahytstype:
    Jo flere dage til havs, jo vigtigere er det at have udvendig/balconkahyt, da man disse sejldage har behov for at trække sig tilbage til lidt privatliv.
    Er skibet i havn hver/næsten hver dag, bruges kahytten kun til at sove i, og man kan spare penge ved at vælge en indvendig.

    • Hej Niels

      Mange tak for dit gode tip, som jeg er sikker på, at mange af vores læsere kan drage nytte af.

      Venlige rejsehilsner,

      Kenneth – Travelmarket

  5. Er der særlige krav til påklædning?

    • Har lige vaeret med Norwegian Cruise Line paa et kryds fra New York til Caribien i 14 dage, og det var det foerste krydstogt, hvor der ikke var nogen formal aftener ombord. Lidt trist, da det giver en god stemning. Her kom mange i t-shirt og korte shorts, selv om aftenen i restauranter!! Ikke godt!! De fleste rederier har 1-2 formal aftener pr uge. Hvis man ikke vil klaede om til paenere beklaedning, kan man altid blot spise i restauranten, hvor man osse spiser morgenmad og frokost!!

  6. Hej!
    Vil blot give videre til alle nye, som endnu ikke har vaeret paa krydstogt. Det er verdens bedste ferieform.
    Har selv vaeret paa nr. 50 fornylig. Det sidste med Seabourn da det var et jubilaeumskrydstogt!!
    Mit stoerste problem nu er at finde et sted, jeg ikke har vaeret endnu, dog mangler Afrika, men dette har jeg ikke oensket indtil nu!!
    Jeg siger som H.C. Andersen: “At rejse er at leve”. Utroligt han sagde det dengang, da var det ikke den store fornoejelse med deligense over Alperne etc!!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.