For evigt forelsket i Venedig

For evigt forelsket i Venedig

Travelmarket
Det er svært ikke at tabe pusten af benovelse, når man sejler på Canal Grande og ser alle de skønne, smukke og kendte bygningsværker for første gang. Venedig er en oplevelse i særklasse.

Byen Venedig er bygget på godt 100 små øer. Den understøttes af træpæle i tusindvis og bindes sammen af omkring 400 broer. Derfor er der ingen biler i byen, hvor selv skraldemænd og vareleverancer kommer sejlende. Og derfor er den mest karakteristiske lyd vandets klukken.

Kys i gondolerne

Markuspladsen udgør hjertet i Venedig, og man kan ikke undgå af se Markuskirken, duerne og Dogepaladset. Napoleon kaldte pladsen Europas største dagligstue, og der er stadig rift om siddepladserne i fornemme gamle serveringssteder som Caffe Florian og Harry’s Bar, hvor man kan nyde udsigten sammen med små tapas-agtige anretninger som aperitivo eller cicchetti i timevis.

I tilslutning til Dogepaladset ligger det tidligere statsfængsel. Efter dommene i paladset blev fangerne ført over den smalle overdækkede bro til fængslet. Det gav broen tilnavnet Sukkenes Bro. I dag er det dog mest et romantisk udflugtsmål, og det siges, at hvis et kærestepar kysser hinanden i en gondol under Sukkenes Bro, varer kærligheden evigt.

Klar til karneval

Omkring Markuspladsen findes en labyrint af snævre gyder, stille sidekanaler og charmerende små pladser og gårdanlæg. Og ved den 400 år gamle Rialto Bro vrimler det med butikker og boder. Det er også her, der hver formiddag afholdes marked med fisk, frugt og grønt.

Hele byen står dog på den anden ende i ugen op til fastelavn, hvor Venedig fejrer sit berømte karneval. Det indebærer masser af underholdning, optog og optræden på alle byens pladser. Og på Markuspladsen kan man få uforglemmelige snapshots af mennesker i overdådige kostumer og masker. Byens karneval er en oplevelse, der sætter sig godt fast på nethinden.

I kølvandet på James Bond

Det samme gælder de mange kunstskatte, seværdigheder og kulisser fra kendte Hollywoodfilm, byen gemmer. Mange romantiske komedier og actionfilm er optaget i Venedig, så man forventer næsten at møde James Bond og en hidsig bådjagt om hvert gadehjørne.

Alligevel er Venedig en levende, moderne by, hvor folk bor og arbejder. Måske derfor formår den til stadighed at fascinere og betage besøgende fra hele verden.

Sejltur på Canal Grande

De færreste har råd til kun at bruge gondol i Venedig, men heldigvis er der alternativer. Vandbussen Vaporetto linie 1 og 82 besejler Canal Grande, og der er mange spændende stoppesteder undervejs.

Glem ikke Lagunen

Vandbusserne sejler også ud til lagunens mindre øer. Tag f.eks. på udflugt til glaspusterierne på Murano eller kniplingsværkstederne på Burano, der har fotogene huse i klare farver langs kanalerne.

Maskeskole

Børn elsker gondolerne, øerne og den vidunderlige stemning i Venedig, og udsigten til pizza og lækker gelato (is) kan også få mange kirker og kunstværker til at glide ned. Nogle maskeværksteder tilbyder desuden kurser, hvor hele familien kan more sig med at fremstille eller male sine egne souvenirs.

Klik her, og find billige flybilletter til Venedig i Travemarkets flysøgemaskine.

Tjek også denne lavprisoversigt: Hvad koster flybilletter til Italien?

OBS! Når du booker hotel i Venedig gennem Travelmarkets søgemaskine, så brug kortfunktionen til at tjekke hotellets beliggenhed, da byen Mestre som ligger på fastlandet indenfor Venedig også tilbyder en lang række overnatningsmuligheder, som også kommer frem ved søgning på “Venedig”. Disse hoteller kan være et udmærket alternativ, prismæssigt, men vil du være sikker på at komme til at bo i selve Venedig, så benyt dig af muligheden for at tjekke hotellets beliggenhed med kortfunktionen.

Fotos:
Foto © istockphoto / © Hans F. Meier

Find rabatkoder til travelmarket.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.