Louis Andreas Michaelsen

Jeg har altid elsket at rejse ud i verden for at se, smage, dufte og bare ”være” i nye og spændende omgivelser. Min udlængsel har ført mig vidt omkring blandt andre til USA, Mexico og de fleste europæiske lande.
Hver gang, jeg har pakket kufferten ud et nyt sted – for en kortere eller længere periode – har sanserne været spændt op til en svir af oplevelser og dirret i mødet med de mange indtryk – af landskaber, byer, maden og især i mødet med de lokale.

Det var denne rejselyst og udlængsel, der i 2009 fik mig i gang med Fritidsmagasinet, hvor jeg skrev om fritid og rejser. Imidlertid solgte jeg magasinet i 2017, da jeg ikke længere havde tid til at skrive med den indlevelse, som jeg mener, gode rejsebeskrivelser skal præsentere for læseren.

Der var nogle år forinden sket det, at jeg i 2014 fik muligheden for at bo og arbejde i Belgiens og Europas hovedstad, Bruxelles. Her var jeg ansat i Europa-Parlamentet i fem år frem til 2019, hvorfor jeg kender denne by særdeles godt. Ja, jeg kalder mig gerne en Bruxelles- og Belgienekspert, fordi jeg blandt andet stod for en række besøgsture rundt i det sammensatte land – herunder et must-see som Waterloo, der formede Europas skæbne frem til i dag.

I dag er mit fokus på Fritidsshop, der leverer produkter til den aktive fritid og rejser, så mon ikke der ligger flere rejser og venter?
God fornøjelse med læsningen – og har du ideer til alternative rejser eller lande – så pakker jeg kufferten igen ?.